Badminton med plads til alle: - Vores spillere har glædet sig helt vildt
Der er dømt svipserv, samvær og en snert af OL, når Lindholm Badminton Klub i denne weekend er vært for 30 badmintonspillere med mentale handicap
I denne weekend er 30 badmintonspillere med mentale handicap fra hele landet samlet i Lindholm - til Nordjyllands første badminton-stævne med Special Olympics. Det er verdens største sports-organisation for børn og voksne med intellektuelle handicap.
- Det har ikke engang været i Jylland i de sidste par år, så vi er vant til at tage til København, og vores spillere har glædet sig helt vildt til, at der endelig kom nogen herover og spillede mod dem, siger Gitte Paulsen, der er træner i Lindholm Badminton Klub.
Også hos de deltagende spillere fra værtsklubben, er der både stolthed og begejstring over værtsskabet.
- Det er fedt at kunne vise Jylland og vores klub frem og vise, hvad vi står for, siger Casper Wøbbe Andersen, der deltager i turneringen.
Brug for specielle tilbud
Turneringen giver muligheder og oplevelser for badmintonspillere fra hele landet, der af forskellige årsager har særlige behov. Og turneringen kan samtidig give en styrket følelse af fællesskab, fortæller en af spillerne, Stefan Nielsen.
- Du er sammen med nogen, der har de samme udfordringer som dig selv, fordi jeg har prøvet at spille på normale hold i forskellige sportsgrene, og det duede ikke, for der er bare, så man føler, man bliver lukket ude til sidst. Så er det bedre at være sammen med nogen, der har det ligesom en selv, der har nogle udfordringer. Da jeg prøvede det første gang, tænkte jeg ”Det er fedt, her kan jeg begå mig, her føler jeg faktisk, jeg har en rolle, fortæller Stefan Nielsen, der også stiller op med ketcher og kampgejst.
Lindholm-træner Gitte Paulsen oplever også positivt afkast ved de specielt målrettede hold og turneringer.
- De er alligevel lidt anderledes og har brug for lidt andre ting. De har brug for, at en gang i mellem skal vi bruge halvanden time på at komme i bad, vi skal bruge en time til at klæde om, vi skal snakke en time, før vi overhovedet kan begynde at spille, så de har brug for, at der er nogen, der forstår, at de går med nogle ting indvendigt, som tager lidt længere tid, end andre mennesker, siger Gitte Paulsen.
Flere af spillerne skal udover turneringen i Lindholm også repræsentere Danmark ved Special Olympics, der i år afholdes i Abu Dhabi.