Bagerne frygter fedtafgift
Indsigelserne mod regeringens foreslåede fedtafgift fortsætter. En af de brancher som bliver hårdt ramt er bager og konditorne. De føler sig i mere end een forstand truet på deres levebrød, da priserne skal sættes op.
Indsigelserne mod regeringens foreslåede fedtafgift fortsætter. En af de brancher som bliver hårdt ramt er bager og konditorne. De føler sig i mere end én forstand truet på deres levebrød.
En prisstigning på én til to kroner for et stykke wienerbrød er i følge bagerbranchen ikke et urealistisk bud, hvis den foreslåede fedtafgift bliver en realitet. Det får branchen til at frygte for fremtiden.
- Vi skal ikke have nogen fedtafgift nu - det har vi ikke råd til oveni den hårde finanskrise der i forvejen har ramt rigtig mange fødevareforretninger, siger bestyrelsesmedlem i Bager- og Konditormestre i Danmark, Joan Pedersen, til TV2/Nord.
Men meget tyder på, at afgiften bliver en realitet for hele fødevarebranchen. Afgiften blev diskuteret et møde mandag på Tican Slagteriet i Thisted. Regeringen skal bruge de 1,2 milliarder fra fedtafgiften til at finansiere skattelettelser, den allerede har givet.
Selvom bagerne måske kan omgås fedtafgiften ved at bruge andre produkter, så opfordrer branchen fortsat bagerne til at bruge gode råvarer og ikke slække på kvaliteten - også selvom bagerne føler sig presset.
- Jeg håber ikke, at der er flere, der vil lukke. Jeg håber stadigvæk, at den danske forbruger vil tænke på den historie og det håndværk der er, når man går til bageren, siger Joan Pedersen.