Bandidos og HA deler Aalborg
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Hells Angels og Bandidos har holdt møder efter ballade i efteråret og delt landets byer imellem sig. Aalborg er en af de få, hvor både Hells Angels og Bandidos stadig vil være repræsenteret.
Efter en række bataljer i efteråret er Hells Angels og Bandidos ved at indgå en aftale, som skal stoppe volden.
Angiveligt deler klubberne landet mellem sig, forlyder det i dagbladet BT onsdag.
Hells Angels har lovet ikke at åbne en afdeling i Rødovre, og til gengæld skal Bandidos trække sig fra Amager, skriver avisen.
Netop Amager har været en af skuepladserne for uro mellem de to organisationer, hvoraf mange medlemmer er dømt eller sigtet for narkohandel, afpresning, vold og andre forbrydelser.
I september drønede en tung lastvogn ind i Bandidos' klubhus og smadrede facaden - og det blev opfattet som en ondskabsfuld hilsen fra Hells Angels.
Senere blev et par medlemmer af Hells Angels dog udsat for grov vold, hvilket angiveligt var klubbens interne straffeaktion, fordi de to mænd havde iscenesat angrebet på rivalerne.
Uroen fik politiet til at ransage et stort antal rockerborge rundt om på Sjælland og i København, og nu skriver BT, at klubberne har holdt møder i oktober og november om en aftale.
Jørn Jønke Nielsen fra Hells Angels og Michael Rosenvold fra Bandidos har tilsyneladende siddet med et Danmarkskort foran sig og talt om territorier.
Flere byer skal dog være åbne for begge parter. Det gælder for eksempel Esbjerg, Horsens og Aalborg, skriver BT på baggrund af unavngivne kilder i miljøet og hos politiet.
Bandidos skal forlade Randers og Odense, mens Hells Angels skal holde sig fra Sjælland og Kolding, skriver BT.