Befriede ulovlige hundehvalpe

En 32-årig mand fra Frederikshavn fik i dag en dom på et års fængsel for blandt andet at have været med til at befri to hundehvalpe fra en hundekennel i Hirtshals.

Manden blev idømt et års fængsel for tilsammen 18 forhold. Et af dem var da han den 5. maj truede personalet på Hirtshals Hunde og Kattepension med en hjulnøgle til at udlevere to hundehvalpe af racen Amstaff. Hunderacen blev i marts 2010 erklæret ulovlig af Folketinget.

Hundene, som tilhørte mandens kæreste, var et par dage forinden blevet konfiskeret af Nordjyllands Politi.

Ifølge vidner, så truede den 32-årige personalet med en krydsnøgle, at rockerne ville komme - og at stedet ville blive jævnet med jorden, hvis ikke hundene kom med.

Sagen blev meldt til politiet og var blot et af 18 forhold, som retten skulle tage stilling til.

Anklageskriftet omfattede blandt andet tyveri, overtrædelse af våbenloven, hærværk og grov vold. Tilsammen havde anklageren krævet minimum et år og tre måneders fængsel. Forsvaret en straf på maksimum et halvt år.

Den 32-årige blev fundet skyldig i så godt som alle anklagepunkter, og han valgte at modtage dommen.

Hundehvalpene blev efterfølgende aflivet.


Seneste nyt

fra Nordjylland