Beredskabs-øvelse: Flymotor styrtede ned i Brønderslev

En industribygning i brand og mange savnede personer. Sådan lød meldingen til en stor brandøvelse i Brønderslev Kommune.

Ved Agersted nord for Dronninglund blev der tirsdag aften afholdt brandøvelse. Klokken 18 fik Falck i Dronninglund en besked om, at der var ild i en industribygning, og at mange meldtes savnet.

Øvelsen involverer, at en flymotor er styrtet ned på en af DLG's bygninger. Det forsagede brand, savnede personer, fastklemte og kemikalieudslip, der udsendte giftige dampe.

Øvelsen har til formål at styrke kommunikationen og samarbejdet mellem Falck, Beredskabet, hjemmeværnet, læger og ambulancepersonale.

- Vi håber, vi kan tage læring med videre, sådan at hvis det her virkelig skulle ske, så ved vi, hvordan vi kan håndtere det bedst muligt, siger Beredskabsmester i Brønderslev Kasper Andersen, der har været med til at planlægge øvelsen.

De 200 involverede vidste godt, at der tirsdag ville finde en øvelse sted. Men hvad den gik ud på, og hvor den skulle foregå, var de uvidende om.

- Indtil videre er det gået efter planen, og den måde, de har håndteret det på, ser fornuftig ud, siger Kasper Andersen.

Planlægningen af øvelsen har taget flere måneder.


Seneste nyt

fra Nordjylland