Bestemt gruppe kræftpatienter kan leve længere med ny behandling

Såkaldt immunterapi til behandling af visse former af lungehindekræft har nu fået grønt lys af Medicinrådet til behandling af en bestemt type lungehindekræftpatienter.

Lungehindekræft er en sjælden sygdom - men i Nordjylland er den desværre knapt så sjælden som i resten af landet.

Medarbejdere på den hedengangne eternitfabrik i Aalborg, deres familie og andre, der boede i området, mens det svært kræftfremkaldende stof asbest blev brugt i produktionen af blandt andet tagplader, er i meget højere risiko for at udvikle lungehindekræft. 

Og sandsynligheden for at man kan blive helbredt, hvis man bliver ramt af lungehindekræft, er desværre lille. Operation og kemoterapi kan holde sygdommen i skak i en kortere eller længere periode, men kun ganske sjældent kan sygdommen helbredes.

quote Den bestemte gruppe af patienter får en bedre chance for overlevelse

Weronika Maria Szejniuk, speciallæge

Kan give tre år ekstra

Fremtidsudsigterne, hvis man bliver diagnosticeret med lungehindekræft er altså dystre, men måske de bliver lysere i fremtiden. Medicinrådet, der står for anbefalinger til, hvilke behandlingsformer, der skal bruges på sygehusene, kom torsdag med en række nye anbefalinger. Blandt andet at bruge såkaldt immunterapi til behandling af visse former af lungehindekræft.

Konkret anbefaler Medicinrådet at patienter med "ikke-epiteloide" typer af lungehindekræft kan modtage immunterapi. Undersøgelser har vist, at behandlingen kan forlænge patienternes levetid væsentligt, og at flere overlever tre år fra behandlingens begyndelse end ved den nuværende behandling.

Hvad er immunterapi

  • Immunterapi er en behandlingsform, hvor kroppens eget immunforsvar bliver udnyttet til målrettet at bekæmpe kræftceller. 
  • Immunterapi styrker immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller, og immunterapi svækker kræftcellernes evne til at forsvare sig.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

- Den bestemte gruppe af patienter får en bedre chance for overlevelse. Det svarer til 9,3 måneder i gennemsnit, og det er et stort fremskridt for den gruppe af patienter, siger Weronika Maria Szejniuk, speciallæge på Aalborg Universitetshospital.

- Denne her gruppe af patienter responderer sjældent på kemoterapi, så immunterapi giver dem en chance for at få en tilsvarende respons, som en anden gruppe patienter med lungehindekræft, som plejer at responderer på kemoterapi.

Kan hjælpe 40 procent af patienterne

Samtidig med at Medicinrådet nu anbefaler immunterapi til nogle lungehindekræft-patienter, anbefaler de ikke den nye behandling til andre. 

Det er den store del af de kræftramte, cirka 60 procent, der har "den epiteloide type" lungehindekræft. Her har undersøgelser ikke vist forlænget levetid sammenlignet med den nuværende behandlingsform, der i øvrigt er betydeligt billigere end den nye immunterapi.

Hør mere om behandlingen her i videoen:


Seneste nyt

fra Nordjylland