Flere asbestofre får mulighed for at søge godtgørelse

Folketinget har tirsdag vedtaget en lov, der giver flere end tidligere mulighed for at søge erstatning, hvis de har fået kræft efter at have været udsat for asbeststøv. "En helt rimelig og retfærdig udvidelse", lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget en lov, der giver adgang til alle, der er ramt af en særlig kræftform, malignt mesotheliom, på grund af asbest fra en virksomhed i deres nærområde. Kræftsygdommen viser sig oftest i form af lungehindekræft. Det fortæller kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Det er en udvidelse i forhold til tidligere og gælder nu for eksempel de mennesker, som boede og gik i skole i nærheden af den tidligere Dansk Eternit Fabrik i Aalborg og mange år senere udvikler kræftsygdommen malignt mesotheliom, der oftest viser sig i form af lungehindekræft.

En udvidelse, som sundhedsminister Magnus Heunicke glæder sig over, efter den nye lov blev vedtaget tirsdag.

- Det er kun rimeligt og retfærdigt, at vi nu har fået udvidet muligheden for at få erstatning, lyder det fra ministeren.

quote Vi er meget taknemmelige for den nye lov og for, at udløbsdatoen for godtgørelsen samtidig ophæves.

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Det er en lov, som Kræftens Bekæmpelse har arbejdet for i flere år, og adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, glæder sig på vegne af patienterne og deres familier:

- Vi er meget taknemmelige for den nye lov og for, at udløbsdatoen for godtgørelsen samtidig ophæves. Vi kan ikke gøre de syge raske, men med godtgørelsesordningen kan vi som samfund tage ansvaret på os for brugen af et livsfarligt materiale, som har ført til uhelbredelig sygdom og død, siger Jesper Fisker.


Fra forskning til ny lovgivning

Loven, der træder i kraft 1. juli 2021, er en udvidelse af den ordning, der i dag giver ret til en godtgørelse på 170.000 kr. til de tidligere asbestarbejderes koner og børn og øvrige medlemmer af husstanden, dengang asbestarbejderen gik på arbejde og slæbte det livsfarlige asbeststøv med sig hjem.

Den bygger på en række forskningsresultater fra Aalborg Universitetshospital, der i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse har undersøgt den forøgede forekomst af malignt mesotheliom i Nordjylland.

Her lå i mange år eternitfabrikken i Aalborg, der brugte asbest i produktionen, og forskerne har vist, at ikke kun asbestarbejderne selv, men også deres koner og børn har en forøget risiko for at udvikle kræftsygdommen mange år senere.

19960320-376337-3-1440x960we
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Stadig ofre efter 2025

Et af de springende punkter i den nye lov har været udløbsdatoen. Den nuværende godtgørelsesordning udløber i 2025, men i den endelige lovgivning udgår udløbsdatoen. Partierne bag aftalen har aftalt at finde yderligere finansiering efter 2025.

- Det er virkelig godt, at det også er faldet på plads. Malignt mesotheliom udvikler sig over meget lang tid. Det er derfor vores forventning, at der fortsat vil være tilfælde efter 2025, og de skal jo også kunne få denne godtgørelse, siger Jesper Fisker.

Mange ofre for asbest

Asbestarbejderne selv, der jo har været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde på eternitfabrikken i Aalborg, på skibsværfter, i autoværksteder, på byggepladser mv. – og senere udvikler malignt mesotheliom, har i mange år kunnet få en økonomisk erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Først mange år senere kom der fokus på de mange andre ofre for asbest, og det er dem, som godtgørelsesordningen er rettet imod.

Ifølge Cancerregistret var der i perioden 1997-2016 er en stigning på 50 procent i antallet af patienter med malignt mesotheliom fra 96 til 144.


Asbest og kræft

  • Malignt mesotheliom er en sjælden kræftsygdom, der kun opstår, hvis man har været udsat for asbeststøv. Sygdommen opstår hovedsageligt i lungehinderne, og derfor taler man oftest om lungehindekræft i forbindelse med asbest. Men sygdommen kan i sjældne tilfælde også opstå andre steder, i f.eks. bughinder, testikelhinder og hjertesækken.
  • I 2016 var der 144 mennesker i Danmark, der fik diagnosen malignt mesotheliom.
  • Det varer typisk mellem 20 og 60 år, fra man er udsat for asbest, til sygdommen viser sig.
  • Sygdommen er normalt uhelbredelig. Et år efter diagnosen er stillet, vil kun halvdelen af patienterne være i live.
  • Kun få pct. er i live fem år, efter at sygdommen konstateres.
  • Asbest har været et meget populært byggemateriale på grund af dets ildfasthed og isolerende egenskaber.
  • I 1954 blev asbest forbundet med lungekræft og i 1960 påvist som hovedårsag til malignt mesotheliom – alligevel blev asbest først gradvist forbudt i Danmark i perioden 1972-1986. Først i 2005 blev anvendelsen af asbest helt forbudt i Danmark.

Kilder: Seniorforsker Johnni Hansen, Kræftens Bekæmpelse, og cancer.dk



Seneste nyt

fra Nordjylland