Biffen i knibe

Digitaliseringen af biograferne truer nu den lille kulturbiograf "Biffen" i Aalborg. Skal biografen reddes, skal der inden et år findes 1,3 million kroner til nye fremvisere.

Biffen i Aalborg er i knibe. Enten bliver biografen digitaliseret ellers må den lukke.

- Det skal jo ske indenfor den nærmeste tid og vi er i fuld gang med at samle penge ind til det. Er konsekvenserne at vi ikke bliver digitaliseret, så ser det sort ud for vores biograf, siger Karin Fast fra "Biffen" til TV2/NORD.

"Biffen" vurderer at den har omkring et år til at finde en løsning. Herefter er der ikke flere analoge filmkopier til biografen.

- Det er de store biografkæder der bestemmer hvornår det sker. Når de er digitaliseret, så vil der ikke blive lavet flere analoge kopier, siger Orla Nielsen fra "Biffen" til TV2/NORD.

Biffen flyttede for 2 år siden ind i Nordkraft, og i den forbindelse brugte den alle de penge den havde. Derfor har biografen ikke de omkring 1,3 million kroner som 3 nye digitale filmfremvisere koster. 
 
- Det er ikke sikkert vi kan finde dem alle sammen indenfor et år, men indenfor en meget nær fremtid så har vi af maskinerne stående, og så må vi se, siger Karen Fast til TV2/NORD.

Biffen har bl.a. søgt Aalborg Kommune om hjælp til nye fremvisere og den ansøgning bliver drøftet på næste møde i Skole og Kulturudvalget. Rådmand Anne-Dorte Krog fra SF oplyser dog overfor TV2/NORD at kommunen er indstillet på at hjælpe biografen.


Seneste nyt

fra Nordjylland