Bikere bød foråret velkommen

250 motorcyklister deltog lørdag i forårsparade i Hjørring

Den lokale motorcykelklub Induisterne inviterer hvert år motorcyklister fra ind- og udland til at deltage i den årlige forårsparade i området omkring Hjørring.

I år var henved 250 motorcykler mødt op for at deltage.

- Vi har bestilt lidt regn fra morgenstunden af, så grusvejen ned til klubhuset ikke støver så meget, griner formand Arne Overgaard Larsen, da TV2/NORD fanger ham på gågaden i Hjørring, hvor de mange motorcykler står linet op før paraden.

- Det er en årligt tilbagevendende begivenhed og vi plejer at blive mange. Vi starter her i gågaden, hvor publikum kan se cyklerne tæt på. Derefter kører vi en cirka 40 kilometer lang tur rundt om byen og ender ude ved vores klubhus, hvor der er øl, vand og pølser til alle motorcyklisterne, forklarer han.

Frank Justesen, der kommer fra en klub i Aalborg, er fast deltager i paraden:

- Vi deltager altid for det er sådan en god måde at møde andre på. Alle motorcyklister er enormt imødekommende og der går kun få minutter, så er man faldet i snak med nogen, forklarer han, mens han stiger ombord på sin enorme Honda Goldwing, der transportere ham selv og fruen rundt i hele Europa til motorcykeltræf.

I dagens parade deltog der motorcyklister fra hele Danmark, Tyskland og Norden.


Seneste nyt

fra Nordjylland