LIGE NU:

Blå Kors: - Vi er klar til kunder fra på mandag i vores genbrugsbutikker

De frivillige i samtlige 55 genbrugsbutikker er klar til at lange tøj, sko og møbler over disken fra på mandag, hvor det igen er tilladt for landets butikker at tage imod kunder.

Når landets butikker fra på mandag må åbne igen, så gælder det også for Blå Kors' genbrugsbutikker, hvor overskuddet går til trængte familier.

For her har man torsdag meldt ud, at samtlige 55 genbrugsbutikker er klar til at byde løbelystne kunder velkommen.

- Det er både med stor glæde og med stor respekt for myndighedernes anvisninger, at Blå Kors' genbrugsbutikker igen slår dørene op for kunder rundt i hele landet (...) Det sker med fokus på sikkerheden og vækker stor glæde efter en tid med store økonomiske tab, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

I Nordjylland findes Blå Kors' butikker i Ålbæk, Frederikshavn, Sæby, Hirtshals, Dronninglund, Svenstrup, Støvring, Skørping, Storvorde, Kongerslev, Vodskov, Gandrup, Nørresundby, Brønderslev, Aars, Biersted, Fjerritslev, Vrå, Aabybro, Sindal og Nibe.

 Selv det rent økonomisk bliver en gave for butikkerne at åbne op igen, så vil det ske på forsvarlig vis, lover Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

I Blå Kors' 55 genbrugsbutikker vil kunderne blive mødt af en lang række sikkerhedsforanstaltninger, som håndsprit ved indgangene, afstandsmarkører på gulvene og kasseværn af plexiglas ved kasseapparaterne.

- Vi gør som organisation det, at vi stiller værnemidler til rådighed og indfører de nødvendige restriktioner. Det afgørende er, at vores frivillige og vores kunder føler sig trygge, og at vi, så vidt det overhovedet er muligt, ikke er med til at starte nye smittekæder, forsikrer han.

I alle butikker vil kunderne skulle spritte hænder ved indgangen, holde afstand i køen ved kassen via særlige markører og blive skærmet af med plexiglas ved kassen.

quote Vi gør som organisation det, at vi stiller værnemidler til rådighed og indfører de nødvendige restriktioner.

Anders Christensen, chef, Blå Kors Genbrug

Genåbningen af de danske butikker gælder for alle udsalgsvarebutikker, der er mindre end 5.000 kvadratmeter. Det er butikker, der sælger varer som tøj, sko, bøger og isenkram.

Der vil være skærpede krav til butikkerne, der skal sikre, at der ikke opholder sig for mange kunder i butikkerne.

Derudover er butikker i storcentre ikke omfattet uanset størrelse.

Blå Kors' genbrugsbutikker