Butikker klar til genåbning: - Hovedgaden kommer til at se ud som ved EM-triumfen i '92

De fleste butikker må åbne igen fra mandag den 1. marts, og det er en melding, der vækker glæde i Aars, hvor handelsstandsforeningen er klar til at give kunderne en varm velkomst.

Da borgerne i Aars onsdag hentede ugens lokalavis i postkassen, kunne de på forsiden se en annonce fra butikkerne i byen. Her fortæller butikkerne, at de hejser flagene den 1. marts for at fejre genåbningen, og at de glæder sig til at se kunderne i butikkerne igen.

- Vi vil gerne sende et signal til alle vores kunder om, at vi glæder os sindssygt meget til at se dem igen på mandag. Og butikkerne er klar til at åbne igen, siger Jørgen Sørensen, der er handelschef og koordinator i Aars Handelsstandsforening.

- På mandag kommer hovedgaden til at se ud, som den gjorde i 1992, da Danmark vandt EM i fodbold. Der vil være fyldt med glade mennesker og rød-hvide flag, siger Jørgen Sørensen.

Det er kun dagligvarebutikker, der har haft lov til at holde åbent i de seneste to måneder, og det glæder handelschefen i Aars, at udsalgsvarebutikker som eksempelvis forhandler tøj, sko eller bøger nu også kan åbne døren for kunderne.

- Vi er maksimalt pressede, og der er nogle butikker, der sidder med neglene i bordkanten. Genåbningen kommer som kaldet fra himlen og er meget tiltrængt, siger Jørgen Sørensen.

Frygter ikke smittespredning

Det er kun butikker, der er mindre end 5.000 kvadratmeter, der må åbne mandag. I de større butikker skal kunderne bestille tid, før de må komme. Det gælder for eksempel hos bilforhandlere eller møbelforretninger, der ofte har store udstillingsbutikker.

I Aars frygter de ikke, at genåbningen af butikkerne får coronasmitten til at sprede sig hurtigere.

- Vi overholder selvfølgelig alle de krav, der er. Vi kender de krav, vi havde før jul, og skulle der komme nye krav før på mandag, så er vi klar til at indrette os efter dem. Det har vi gjort med bravour hidtil, og det gør vi igen, siger Jørgen Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland