Bomberne falder over demensramte mormor, mens Mariia kæmper fra Skagen

Mariia Kolokololas forældre er rejst tilbage til Ukraine for at hjælpe mormoren, der ikke ved, hvor hun er.

Demenssygdom er ligeglad med, om ens land ligger i krig.

Det erfarede Mariia Kolokolola, da Rusland invaderede Ukraine samtidig med, at demenssygdommen ramte hendes 92-årige mormor, som er bosat i Ukraine.

Mariia Kolokolola har boet i Skagen siden december 2021 med sin danske mand, som hun mødte i Ukraine under en rejse, og deres lille datter, som hun fødte i januar 2022 i toppen af Danmark en måned før, krigen brød ud.

- Vi havde planlagt at flyve til Ukraine dagen før, krigen brød ud. Vi venter endnu på, at det er sikkert. Vores førsteprioritet er vores barn, siger Mariia Kolokolola til TV2 Nord. 

Det, som hun troede, bare skulle være en ferie, blev til et nyt liv i toppen af Danmark. 

Da Rusland invaderede Ukraine, fik hun overtalt sin far, mor og søster til at komme hertil. Mormoren blev i Kharkiv i Ukraine, og havde Mariia Kolokololas onkel til at tage sig af hende. Hun var ikke i stand til at flygte, men nu er værre blevet værst. 

Rejste tilbage for at passe på mormor

Siden krigens udbrud har Mariia Kolokololas forældre trodset krigens rædsler og rejst tilbage til Ukraine for at passe på mormoren, der glemmer sig selv og andre, mens bomberne falder, og luftalarmerne lyder i Kharkiv. Ingen bliver ladt i stikken. 

- Det er en selvfølge for min mor at være der sammen med min mormor. Hendes mor. 

quote Mine forældre og onkel mere bekymrede for min mormor end for krigen i Ukraine.

Mariia Kolokolola

- Min mor tager derhen hver dag uanset, om der er luftalarmer eller ej. Hun kan ikke tage i et beskyttelsesrum eller evakuere sig selv, fordi hun er nødt til at være der for min mormor, som ikke er i stand til at kunne rykke sig eller beskytte sig selv.

Glemmer du, husker jeg

- Hun var families kerne. Hun er familiens ældste medlem, og vi fejrede alle højtider sammen og delte alt med hinanden, siger Mariia Kolokolola.

Mormoren begyndte at udvikle alzheimers under coronapandemien, men sygdommen eskalerede, da krigen brød ud.

- På daværende tidspunkt forstod hun, hvad der skete og var meget bange og stresset. Nu ved hun ikke længere, hvad der sker.

quote Jeg kan ikke længere dele noget om min datter, for hun kan ikke huske, at hun har et barnebarn.

Mariia Kolokolola

Vigtigst af alt er familien

I dag kan mormoren ikke længere kende sine familiemedlemmer. I stedet tror hun, de er plejehjælpere, hvis hun altså tør åbne døren. Hun kan heller ikke huske Mariia eller sin afdøde mand, Mariia Kolokololas morfar, som hun var gift med i over 50 år. 

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er for min mor, som har sygdommen tæt på. Jeg har spurgt, om der ikke er andre, som kan tage sig af min mormor, men min mor har ikke tillid til, at andre kan hjælpe og elske hende i samme grad, siger Mariia Kolokolola.

Det er hårdt for hele familien at acceptere, at deres mor, mormor, svigermor lige så stille glider længere og længere fra dem, men de vil for hver en pris værne om familien - til hver en tid.

I Ukraine er det i forvejen utrolig svært at få hjælp fra det offentlige, da langt de fleste er flygtet på grund af krigen, oplyser Mariia Kolokolola. Men ikke hendes forældre.

Selvom Mariia Kolokolola ikke kan være i Ukraine af hensyn til sin 1-årige datters sikkerhed, er det vigtigt for hende, at hendes mor ikke står alene, mens mormoren forsvinder mere og mere ind i sygdommen. Derfor er de i kontakt cirka hver anden dag, hvor hun prøver at aflaste hendes forældre. 

- Mine forældre er mine helte. Mine rollemodeller.

90 procent donerede

Det var derfor med familien i tankerne, at Mariia Kolokolola gik gaderne tynde sammen med sin mand og 1-årige datter lørdag eftermiddag i forbindelse med Alzheimerforeningens årlige indsamling. En begivenhed, som hun også ser som en mulighed for at give noget tilbage til Danmark, der har støttet hendes hjemland.

- Det gik rigtig godt! Min mand hjalp med at smalltalke, og vores datter var meget stolt. Langt de fleste mennesker, vi mødte, valgte at donere - omkring 90 procent, siger Mariia Kolokolola og fortsætter:

- Folk var meget interesserede, og vi udvekslede historier. Det er tydeligt at se, at det er noget, som rør dem.


Seneste nyt

fra Nordjylland