Bombetrusler mod nordjyske gymnasier

Foto: Politiet/Kim Matthäi Leland

Både Dronninglund- og Vesthimmerland Gymnasium fik torsdag morgen en bombetrussel.

Eleverne på Dronninglund Gymnasium blev torsdag sendt hjem efter, at der var sendt en mail med bombetrusler til de to gymnasier. Også Vesthimmerlands Gymnasium modtog en bombetrussel. 

Det bekræfter vagtchefen ved Nordjyllands Politi over for TV2 Nord.

- Vi har haft patruljer ude begge steder, og der er sikret tekniske spor, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, til TV2 Nord. 

På begge gymnasier er bombetruslerne afblæst igen, og eleverne har fået information om, at undervisningen er genoptaget.

- Vi har sendt besked ud til lærere og elever om, at de skal komme tilbage på gymnasiet igen, siger rektor på Dronninglund Gymnasium Lars Jørgensen, til TV2 Nord.

Bombetruslen mod Dronninglund Gymnasium kom på mail kl. 7.11 i morges. Mailen var sendt til fire personer i ledelsen på Dronninglund Gymnasium. Her skrev en anonym afsender kortfattet, at der var en bombe placeret på Søndervangsvej.

Læs også Black Friday: Undgå kopivarer på nettet

Truslen fik ledelsen på gymnasiet til at låse dørene, så elever og lærere ikke kunne komme ind. De fik i stedet besked på at gå hjem igen. Politiet ankom kort tid efter til gymnasiet, og truslen kunne kort tid efter afblæses.

- Vi har lige nu vores forebyggelsespatruljer ude på begge gymnasier, hvor de taler med både elever og personale, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, til TV2 Nord. 

Senere på formiddagen torsdag har Nordjyllands Politi udsendt en pressemeddelelse.

- Der er efter vores undersøgelser i dag intet, der tyder på, at der er tale om reelle trusler, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Poul Severinsen.

Politiets vurdering er blandt andet på baggrund af den seneste tids grundløse trusler via AULA.  

Forsiden lige nu