Borgere fik nok: Låste tyv inde i jordbærbod

Efter flere dages tyveri af kontanter fra en jordbærbod ved Saltum havde de lokale fået nok. Da tyvene kom tilbage låste de den ene inde i jordbærboden.

En jordbærbod på Saltum Strandvej nær Saltum har de seneste fem dage i træk været plaget af tyverier, hvor gerningsmændende har stjålet kontanter. Tirsdag aften blev der dog endelig sat en ende på den irriterende stime. I går lykkedes det nemlig politiet at anholde to mænd, der nu er mistænkt for de mange tyverier mod jordbærboden, det oplyser Nordjyllands Politi.

Men det, at tyvene blev anholdt, er i høj grad også borgerne i områdets fortjeneste. De havde nemlig luret, at det var de samme personer, som der var vendt tilbage til jordbærboden flere dage i træk. Så da de to mistænkte mænd ankom i bil til stedet omkring klokken 20.35 tirsdag, var de lokale forberedt.

For efter den ene mand forlod bilen og brød ind i jordbærboden, lykkedes det en gruppe lokale at spærre ham inde i boden ved at skrue en træplade fast på døren.

Det fik den anden mistænkte mand til flygte i bil, men få øjeblikke senere forulykkede bilen, hvorefter manden fortsatte til fods ud på en mark.

En hundepatrulje blev derefter sat ind, og det lykkedes dem hurtigt at få anholdt den anden mistænkte. Derefter var det en smal sag også at anholde den første mand, der stadig var spærret inde i jordbærboden.

Med til historien hører også, at de lokale havde fremstillet deres egne "sømmåtter" ved at banke søm op igennem nogle træplader. De skulle bruges til at punktere de mistænktes bil, men om de har været skyld i, at bilen forulykkede, melder historien ikke noget om.

- Det var super godt arbejde, at folk de selv tog ansvar. Det er vi altid taknemmelige for, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Carsten Kjær.

De to anholdte er to mænd fra Brønderslev på henholdsvis 20 og 28 år, de er nu sigtet for alle tyverierne i jordbærdboden.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland