Borgmestre bekymrede over ny politi-struktur

De nordjyske borgmestre frygter, at den nye politistruktur vil give mindre synlighed og lokalt kendskab.

Nordjyllands Politi har mandag offentliggjort dets beslutning om at lukke fem nærpolitistationer så 40 betjente skal flyttes til lokalpolitiet i Hjørring, Frederikshavn og Hobro. Beslutningen føres ud i livet i løbet af 2017.

Kort efter politiets offentliggørelse af planerne som TV2 Nord beskrev allerede i sidste uge, er de ni borgmestre fra kommunerne i Nordjyllands politikreds ude og udtrykke bekymring over den fremtidige organisering af politiet.

- Vi er blevet orienteret om beslutningen og må konstatere, at der fremover vil være længere til borgeren samt mindre synlighed, og vi frygter manglende lokalkendskab, skriver Birgit Hansen (Soc.dem.) der er borgmester i Frederikshavn Kommune på vegne af borgmestrene i kredsrådet i en pressemeddelelse.

De ni borgmestre ser frem til at blive taget med på råd, når den nye struktur i 2017 skal blive til virkelighed, så man kan sikre "så god en realisering som overhovedet muligt".

Det er nærpolitiet i Skagen, Hirtshals, Løgstør, Støvring og Hadsund, der lukker mens stationerne i Brønderslev, Kaas og Aars bevares med personale fra lokalpolitiet efter konkrete behov i forbindelse med opgaveløsningen.

 Nordjyllands Politi håndterer ønsket fra de nordjyske kommuner om en tilstedeværelse i nærområderne ved at kommune og politi fortsat skal arbejde tæt sammen på blandt andet forebyggelsesområdet. 

Det indebærer, at der bliver udpeget polititjenestemænd, der de dedikerede til hver kommune.

- De kommunale repræsentanter ser frem, til at de lokale løsninger, som fremover aftales med Nordjyllands Politi, vil give større fokus på forebyggelse og dialog om den fremtidig betjening i den enkelte kommuner med fokus på konkret lokalt kendskab, skriver Birgit Hansen på vegne af de ni borgmestre, videre.


Seneste nyt

fra Nordjylland