Brand raserede landejendom

Der udbrød onsdag over middag brand i en landejendom ved Tårs. Beredskabet måtte tilkalde assistance fra nabostationer.

En landejendom på Bedelundvej ved Tårs stod onsdag over middag i flammer. Branden breder sig kraftigt og ejendommen har taget stor skade.

- Beredskabet har tilkaldt assistance fra flere nabostationer for at få kontrol over branden, sagde vagtchef Heine Hansen fra Nordjyllands Politi tidligere onsdag til TV2/Nord.

Beredskabscenter Hjørring modtog meldingen om branden på den formentlig nedlagte landejendom onsdag klokken 12.27.

I første omgang rykkede mandskab fra stationen i Sindal ud, men senere blev flere brandfolk tilkaldt for at få branden under kontrol.

Branden opstod formentlig omkring en tørretumbler i en udbygning, som ligger i forbindelse med ejendommens stuehus. Onsdag sidst på eftermiddagen var brandfolkene stadig i gang med efterslukningen.

- Når efterslukningen er overstået, vil ejendommen blive spærret af, og så vil der blive gennemført tekniske undersøgelser, som kan afgøre, hvordan branden er opstået, siger vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at ingen mennesker var i fare ved branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland