Bredt budgetforlig indgået i Jammerbugt Kommune

26 af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer skrev onsdag nat under på et budgetforlig for det kommende år i Jammerbugt Kommune.

Der blev torsdag aften indgået brede budgetforlig i både Aalborg Kommune og Frederikshavn Kommune, og natten til fredag skete det samme i Jammerbugt Kommune.

26 af de 27 medlemmer af byrådet i Jammerbugt Kommune skrev klokken 03.00 natten til fredag under på et forlig om næste års budget. Kun Enhedslisten stod uden for.

- Det er et godt og ansvarligt budget, som bringer os videre. Vi har fokus på at øge bosætningen, på at gøre kommunen attraktiv for erhvervslivet og på at øge turismen, siger borgmester Mogens Gade (Venstre) til TV2/Nord.

I det nye budget er der et overskud på driften på 60,7 millioner kroner. Der er desuden afsat 102,3 millioner kroner til anlæg og en kassehenlæggelse på 42,1 millioner kroner.

- De politiske partier i kommunen har vist god vilje til at nå i mål om et budget, som fokuserer på både at øge indtægterne og på at lave de rette effektiviseringer, siger Mogens Gade til TV2/Nord.

Effektiviseringer har allerede ramt flere plejecentre i Jammerbugt Kommune, men der er ikke planer om flere lukninger. To skoler er dog ude i høring med henblik på en lukning. Det er Tranum Skole og Thorup-Klim Skole.


Seneste nyt

fra Nordjylland