Bror og søster skal til vinter-OL i Kina
Familien Jakobsen, der stammer fra Klarup, er repræsenteret af to familiemedlemmer, når der afholdes vinter-OL i Kina fra den 4. til den 20. februar.
Julian Jakobsen, kaptajnen på piratskibet i ishockeyklubben Aalborg Pirates, skal med på det danske herre-ishockeylandshold og lillesøster Josefine Jakobsen skal med på det kvindelige ishockeylandshold, når der i næste måned er vinter-OL i Beijing.
- Det er meget specielt, men jeg håber da vi får chancen for at få nogle fede stunder sammen derovre - måske se hinanden spille. Det bliver stort, siger storebror Julian Jakobsen.
Og det at skulle opleve de Olympiske Lege med sin lillesøster gør kun glæden ekstra stor for den efterhånden rutinerede ishockeyspiller.
- Det er nok det største, der er sket i min karriere, som efterhånden har været lang, men det er først nu, hvor vi nærmer os, det begynder for alvor at gå op for en, hvor stort det egentlig er, at man er blevet udtaget, siger Julian Jakobsen.
Ikke overraskende
Mens Julian Jakobsen skøjter rundt herhjemme i Aalborg, så er lillesøster lige nu tilknyttet det svenske storhold Djurgården hjemmehørende i Stockholm. Julian Jakobsen har også selv spillet som professionel i svensk ishockey i tre år, og fire sæsoner i tysk ishockey, men er nu tilbage i hjemlige omgivelser.
Selvom konkurrencen for at komme med på det danske ishockeylandshold er stor, så kom det ikke som den helt store overraskelse, at netop Julian Jakobsen kom med mellem de 25 spillere, der er udtaget.
Landstræner Heinz Ehlers har et godt øje til netop Julian Jakobsen, og det er faktisk den 10. slutrunde, som Julian Jakobsen skal repræsentere Danmark i. Kaptajnen for Aalborg Pirates ved da også godt, hvorfor han er udtaget, fortæller han herunder:
Ramt af corona
Inden afrejsen til OL den 29. januar står den på træning og kamp for Julian Jakobsen og holdkammeraterne i Aalborg Pirates, hvis ellers ikke coronasmitten sætter en stopper for både træning og kampe.
Aalborg Pirates har været hårdt ramt. Hele 14 spillere har været smittet, så hjemmekampen tirsdag aften mod Esbjerg måtte aflyses, men nu lysner det, og lørdag gælder det Herning på udebane. Det håber Julian Jakobsen så på bliver til noget, så han kan tage afsted til OL i god kampform.
Så er spørgsmålet, om kaptajnen har noget guld med hjem fra sit togt.