Bryghus slipper for erstatning til uheldig vægter
Foto: Daniel Mikkelsen
Det fyger i Nordjylland, og det driller trafikken - især busserne.
Mand tog på nattevagt i snestorm. Skade efter fald på Thisted Bryghus giver ingen erstatning.
En nattevagt fra Thy, der trodsede sne og frostvejr for at passe sit arbejde, får ingen erstatning, efter at han faldt foran en tappehal ved Thisted Bryghus.
Vestre Landsret har netop frifundet Thisted Bryghus for ansvar i forbindelse med faldet, og dermed stadfæstes byrettens dom.
Nattevagten fik dog lidt ud af at anke, idet landsretten bestemmer, at statskassen skal betale sagens omkostninger for Thisted Bryghus med 50.000 kroner.
Vagtmanden var ansat i et privat vagtfirma, der gennem Falck havde kontrakt med bryghuset om en natlig rundering på bryghuset.
Lørdag 20. februar 2010 var der snestorm, men vagten tog alligevel på arbejde hos de 25 virksomheder, han skulle tjekke den nat.
Thisted Bryghus rydder ikke sne eller udfører glatførebekæmpelse i weekender og om natten. Og da vagten skulle tjekke en udvendig meldepost, faldt han på den isglatte plads ved tappehallen.
Han slog sig så voldsomt, at han måtte kravle ind i
bryghuset for at tilkalde hjælp. Han var sygemeldt i længere tid.
Manden mente, at bryghuset var forpligtet til at udføre glatførebekæmpelse, når bryghuset havde bestilt en nattevagt. Derfor krævede han 157.000 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Men begge retter fastslår, at han ikke var ansat af Thisted Bryghus.
Da det samtidig var aftalt, at vagten skulle komme på forskellige tidspunkter om natten, som bryghuset ikke måtte kende til, ville bryghuset altså være forpligtet til at glatførebekæmpe hele natten igennem.
En så vidtgående forpligtelse burde være udtrykkeligt aftalt mellem
bryghuset og vagtfirmaet. Og dette er ikke tilfældet, har begge retter slået fast.
Så han får ikke de 157.000 kroner, men slipper til gengæld for at betale sagsomkostninger. Landsretten har bestemt, at statskassen skal refundere sagens omkostninger.