Butikssalg udskudt

 Butikssalg udskudt

En "ikke tilstrækkelig attraktiv finansieringspakke" fra den ene islandske køber, Arev, har udskudt salget af butikkerne i Sport Nord A/S, hvor AaB A/S ejer 50 procent af aktierne.

Det betingede salg af butikker i Sport Nord A/S er blevet udskudt.

AaB A/S oplyser i en pressemeddelelse at den ene de islandske køber, Arev, alligevel ikke kan rejse den fornødne kapital.

Salget af de fem Sportmaster-butikker, lagersalg og AaB Sport & Fashion forventes at blive gennemført på et senere tidspunkt, og derfor fastholder AaB A/S også forventningerne til resultatet for 2008 om et overskud i niveauet 30 mio. kr. før skat.

Den anden islandske partner, Straumur, meddeler, at man stadig har sin finansieringspakke parat, og at Straumur fortsat vil medvirke til at gennemføre transaktionen med en anden partner.

Sportmaster - og dermed også Sport Nord A/S - har en forventning om, at en ny køber kan findes sammen med Straumur, men det forventede salg af kæden kan ikke gennemføres pr. 30. juni 2008, som var den aftalte dato for overdragelsen til Arev og Straumur.

Bestyrelsesformand Per Søndergaard i AaB A/S udtaler:

- På grund af reglerne i forhold til Fondsbørsen var vi nødt til i sidste uge at melde ud om det betingede salg, som nu efterfølgende er blevet udskudt til efter 30. juni 2008.

- Indikationerne fra Sportmaster-kæden er, at man snarest ønsker at indgå i dialog med en anden partner til Straumur end Arev, hvorfor transaktionen forventes gennemført på et senere tidspunkt, siger Per Søndergaard.

Administrerende direktør Lars Bo Christensen fortsætter som hidtil i Sport Nord A/S.

Det udskudte salg af sportsbutikkerne i Sport Nord A/S har ingen indflydelse på salget af de to Deres-butikker i Hjørring og Frederikshavn.

Med den forventede avance for salget af Sportmaster-butikkerne og den ligeledes forventede avance ved salget af etape 2 af ejendommen på Hadsundvej forventer AaB-koncernen fortsat et resultat for 2008 i niveauet 30 mio. kr. før skat.

I forhold til salget af etape 2 af ejendommen på Hadsundvej er ledelsen i dialog med flere interesserede købere og håber snart at kunne indgå en aftale på tilfredsstillende vilkår.


Seneste nyt

fra Nordjylland