Corona konstateret på yderligere tre minkfarme i Nordjylland

Der er fundet coronavirus på yderligere tre minkfarme i Nordjylland. Der er nu konstateret smitte på 13 minkfarme i Nordjylland i alt.

Der er fundet mink smittet med coronavirus på yderligere tre minkfarme i Nordjylland. Det fremgår af Fødevarestyrelsens interaktive kort over ejendomme med smittede mink

Alle tre minkfarme er beliggende i Hjørring Kommune, der i øjeblikket er epicenter for smitten blandt pelsdyrene. I onsdags var der konstateret smitte på ni minkfarme i kommunen, men det tal er altså nu 12. 

Også på en minkfarm i Frederikshavn Kommune er der tidligere konstateret smitte blandt mink.

Dermed er det samlede antal minkfarme, hvor Fødevarestyrelsen har konstateret smitte, nu oppe på 13 - alle beliggende i Nordjylland. 

- Vi gør fuldstændig, som vi plejer, og sætter farmen under administration, så der ikke må flyttes dyr eller foder ud af farmen. Personalet skal desuden huske at bruge værnemidler, skifte tøj og gå i bad, når de skal ind til og ud fra besætningerne, lød det fra beredskabschef Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen i onsdags, da der blev konstateret smitte på en anden farm i Hjørring Kommune. 

Fødevarestyrelsen har siden juli måned overvåget knap 1200 minkfarme som en del af regeringens strategi for at sikre tæt covid-19-overvågning af farmene.


Seneste nyt

fra Nordjylland