Danmark får ringe gavn af EU-fiskeristøtte

 Danmark får ringe gavn af EU-fiskeristøtte

Danske fiskere vil hellere have forbrugerpriserne op end mere ophugningsstøtte.

Danske fiskere får ingen større gavn af EU's 4,5 milliarder kroner store støttepakke.

- Støttepakken skal hjælpe de europæiske fiskere over økonomiske problemer på grund af de stigende brændstofpriser. Men hjælpepakkens instrumenter - ophugningsstøtte, støtte til midlertidig oplægning og til mere brændstofsøkonomisk drift - har danske fiskere meget mindre brug for end især deres sydeuropæiske kolleger. De danske fiskere har nemlig i de
seneste par år allerede indskrænket flåden fra 1200 til knap 800 fiskefartøjer, så fiskeriet bliver mere givtigt for de tilbageværende, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen.

- Vi vil kun kunne udnytte støtten i mindre grad, og det
bliver især til mere brændstoføkonomiske motorer, men det er ikke noget, der vil få virkning lige med det sammen. Det er jo et par års leveringstid på sådan nogle maskiner, siger Flemming Kristensen.

Fordi den danske fiskeflåde allerede har tilpasset sig de
svindende fangstmængder, så er danske fiskere ikke ramt nær så hårdt af prisstigningerne på brændstof, som deres sydeuropæiske kolleger, hvoraf mange længe har haft direkte økonomisk underskud ved at stå til havs.

Danmarks Fiskeriforening har på møder med politikere og embedsmænd fremført, at fiskerne er bedre hjulpne, hvis EU's mindsteprisordning ændres, så forbrugerne kommer til at betale mere for varen, og fiskerne ad den vej kompenseres for prisstigningerne på brændstof. Men det har hverken Europakommissionen eller de sydeuropæiske lande været lydhøre over for, konstaterer Flemming Kristensen.

- Hvis vi skal have noget, der batter, så skal
forbrugerpriserne op. Men det bliver lidt op ad bakke, siger han om forslaget.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland