Danske Kirkedage sender krydstogtskib til Nørresundby

Sæsonens første krydstogtskib kan ikke anløbe honnørkajen i Aalborg. Der er optaget.

Årets krydstogtsæson skydes i gang lørdag, når Thomson Spirit anløber kajen i Nørresundby. Med sig har Thomson Spirit 1400 engelske passagerer og mere end 500 besætningsmedlemmer.

Når skibet lægger til i Nørresundby, skyldes det, at Aalborg er vært for Danske Kirkedage, som lørdag lægger beslag på honnørkajen. De mange engelske gæster bliver dog ikke på solsiden længe. Cruise manager Lars Bech fra VisitAalborg fortæller i en pressemeddelelse, at shuttlebusser holder parat til at fragte gæsterne ind til shoppingmulighederne i Aalborg.

Thomson Spirits anløb bliver ydermere startskuddet på en rekordsæson for Aalborg som krydstogtdestination. Allerede på søndag anløber krydstogtskibet The World - til honnørkajen i Aalborg. Fra nu og resten af året vil i alt 10 krydstogtskibe anløbe Aalborg. Dermed bliver 2013 rekordår for Aalborg som krydstogthavn.