Den her skal redde dig, hvis du er ved at drukne
Projektet 'sammen om at redde liv' skal styrke vandsikkerheden i Danmark.
Det er ikke mere end to uger siden, at Trygfondens Kystlivredning bad de danske strandgæster om at være mere påpasselige i vandet.
Mens de helt store badestrande typisk har faste livreddere tilknyttet, så er vi et land med 8.750 kilometer kystlinje, så de altså ikke at finde overalt.
Og ifølge den seneste sæsonrapport fra Trygfonden sker 80% af alle livreddende aktioner ved kysten på steder, hvor der ikke er tilknyttet en livredder.
Derfor er virksomheden Lifeboard i samarbejde med Codan fonden nu i gang med at ruste os 'almindelige' mennesker bedre i tilfælde af en nødsituation på havet.
Det gør de blandt andet ved at opsætte såkaldte 'lifeboards' rundt omkring på de danske badestrande.
De skal gøre det lettere for folk på stranden at tage sagen i egen hånd, hvis uheldet er ude.
- Det er et stort flydemiddel til offentlig redning, som skaber de bedste forudsætninger for en sikker redning, fortæller Mikkel Bech Thomassen, der er medstifter i Lifeboard.
Højere opdrift
Vi kender nok alle til de karakteristiske røde og hvide redningskranse, som i dag er at finde på de fleste danske badestrande.
Men ifølge Mikkel Bech Thomassen, så kan de være svære at have med at gøre.
- Redningskransen er designet til at blive kastet fra en havn, en båd eller en mole. Men på en strand, hvor der måske er langt ud til personen i problemer, så er den vanskelig at bruge.
Han peger blandt andet på, at redningskransen kan være bøvlet at svømme med.
Lifeboardet derimod er designet til netop det formål, at helt almindelige mennesker skal kunne svømme ud til en person i nød og afhjælpe situationen, indtil den professionelle hjælp ankommer.
- Så hvis du ser en i problemer, så ringer du som det første 112, og hvis du har energien og kompetencerne til at svømme ud, så tager du boardet, sætter sikkerhedsstroppen på, og så kan du svømme afsted, forklarer Mikkel Bech Thomassen.
Der er allerede omkring 30 af de limegrønne boards rundt på de nordjyske strande, men i disse dage kommer der flere og flere til.
Planen er, at der skal opsættes dobbelt så mange hen over august og september.
Derudover afholder Lifeboard også flere kurser i Nordjylland, hvor børn og voksne kan lære mere om sikkerhed på vandet.