18-årig AaB-helt skabte miraklet: - Det er en drengedrøm
Video: Mogens Jørgensen
En drengedrøm gik i opfydelse fredag aften på Aalborg Portland Park.
Fodbold er ikke altid retfærdigt.
Sådan var det i hvert fald, hvis man så på spil og chancer fredag aften på Aalborg Portland Park, hvor AaB vandt 2-1 over Lyngby BK, selv om sidstnævnte sad tungt på kampen.
Helten blev den kun 18-årige AaB-midtbanemand, Mads Bomholt, der stik mod spil og chancer scorede sejrsmålet fire minutter inde i overtiden.
Mads Bomholt kommer fra AaB-akademiet og har det seneste år kæmpet for at blive en fast del af AaBs førsteholdstrup.
- Det er noget, jeg har drømt om, lige siden jeg startede i AaB. At score foran alle de fans er en drengedrøm. Jeg har ikke ord for det lige nu, siger Mads Bomholt til TV2 Nord.
Hvad tænkte du, da den gik ind?
- Jeg nåede ikke rigtig at tænke. Det var bare et kæmpe jubelbrøl, og min krop sitrede. Det var en fantastisk følelse, siger han.
Mads Bomholt kom til AaB som U/13-spiller fra partnerklubben Hadsund Boldklub. I maj fik han en kontrakt, som løber helt frem til sommeren 2028.
Sejren på 2-1 til AaB giver klubben tiltrængte point efter tre nederlag uden scoringer i træk.
Men måden sejren kom i hus på, kan det nordjyske hold ikke være tilfredse med. Det erkendte AaB-anfører, Mathias Jørgensen, også efter kampen.
Men han var samtidig opløftet over, at folk fra bænken kom ind og satte et aftryk på kampen.
- Det er ikke bare de 11, der starter inde, som bidrager. Mads (Bomholt, red.) kommer ind og afgør den her kamp. Det er fuldstændig forrygende, siger han.
- Og det er ikke kun hans indhop, men alle indhop. Det bliver så vigtigt for os hele sæsonen, at alle mand griber chancen, når de bliver skiftet ind, siger Mathias Jørgensen, der selv stod for AaBs første mål i kampen.
AaB har nu ni point efter otte kampe. Med sejren over Lyngby lægger AaB dog en smule afstand til nedrykningsstregen.
Næste opgave bliver en af de hårde, når nordjyderne gæster Parken og FC København mandag 23. September.