- Det kan være et trofæ, siger tidligere drabschef om gennembrud i drabssag
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er ualmindeligt, at titalen bliver rejst så hurtigt efter sigtelsen, lyder det fra tidligere drabschef, Jens Møller.
Ifølge anklagemyndigheden skal der sættes fem dage af til den kommende retssag. Den 54-årige mand, der blev anholdt på sin arbejdsplads i Nordjylland, nægter sig fortsat skyldig.
Der skulle gå 34 år fra drabet på Hanne With, til der blev anholdt og sigtet en nu 54-årig mand i sagen.
Siden er det dog gået hurtigt, og manden er nu tiltalt for drabet – således mener politiet og anklagemyndigheden altså at have nok beviser til at få ham dømt.
Der er ingen, der vil sige, hvad det her gennembrud handler om
Janni Pedersen, vært på 'Skyggesiden'
Og det er ganske ualmindeligt, at tiltalen bliver rejst så hurtigt efter sigtelsen, fortæller tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller.
- I drabssager, hvor den sigtede nægter sig skyldig, så er det meget, meget usædvanligt, at der bliver rejst tiltalte så hurtigt. Jeg kan ikke huske noget, der er gået så stærkt før, siger han i krimimagasinet 'Skyggesiden'.
Håbede på løsladelse
Den 54-årige mand blev anholdt og sigtet for drabet på Hanne With på sin arbejdsplads 7. februar i år. Allerede to måneder og tre dage senere – altså 10. april – blev der rejst tiltale.
Den nu tiltalte havde håbet, at politiet ville droppe sagen og løslade ham i stedet. Men alligevel kom det hverken bag på ham eller hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, at det er endt, som det er.
- Når det er sagt, så var det heller ikke en stor overraskelse, at der blev rejst tiltale, når nu han er varetægtsfængslet på særlig bestyrket mistanke, siger hun.
Men der er gået utrolig kort tid, fra han blev anholdt og sigtet, til der kommer et anklageskrift og en tiltale. Hvad var jeres reaktion på det?
- Både min klient og jeg var faktisk ret overraskede over, at det er gået så hurtigt. I drabssager kan man sagtens sidde varetægtsfængslet i et år. Men jeg tror, det hænger sammen med, at den her sag er blevet efterforsket meget grundigt af politiet for 34 år siden, svarer Mette Grith Stage.
Gennembrud i sagen
Det vides dog endnu ikke med sikkerhed, hvilke nye beviser fra politiet og anklagemyndigheden der nu har ført til en egentlig tiltale.
I den forgangne uge fortalte specialanklager Søren Harbo til TV 2, at der var sket et gennembrud i sagen, som "selvfølgelig har haft afgørende betydning," men som først vil blive fremvist ved den kommende retssag.
- Vi har prøvet at trykke alle, vi kender, på maven, og man må bare sige, at der har været hermetisk lukket. Der er ingen, der vil sige, hvad det her gennembrud handler om, fortæller Janni Pedersen, der er vært på 'Skyggesiden' og har været krimi- og retsreporter gennem 20 år.
Spørger man den tidligere drabschef Jens Møller, er hans bedste bud, at der kan være tale om et teknisk bevis, eftersom det hverken står i politiets pressemeddelelse om sagen eller i anklageskriftet:
- Så må vi jo vente og se, om det kan være et trofæ, han simpelthen har taget med fra stedet, eller noget andet, der også er fundet på stedet. Det kan være delvise fingeraftryk eller andet. Men det er gætværk fra min side lige nu, siger Jens Møller.
Ifølge Carsten Norton, der også er vært på 'Skyggesiden' og desuden har været krimichef på Ekstra Bladet, kan den hurtige tiltale skyldes, at sagen har fået så meget opmærksom de seneste måneder.
- Vi har set før, at sager, der har enormt meget bevågenhed i medierne og i offentligheden, har tendens til at komme lidt hurtigere igennem. Man vil simpelthen gerne have en hurtig proces, siger han.
Nægter sig skyldig
Drabet på Hanne With fandt sted nytårsnat 1990, og i anklageskriftet er det beskrevet, hvordan hun blev udsat for "slag og/eller spark i hovedet og på kroppen samt strangulation med et antennekabel".
Samtidig er den 54-årige tiltalt for at have stukket og snittet hende "talrige gange med saks, skruetrækker og kniv i nakken, på kæben og i brystregionen", der blandt andet førte til en snitlæsion på 14 centimeter på hendes hals.
Ifølge anklagemyndigheden vil der blive afsat fem dage til retssagen, men datoerne er endnu ikke fastlagt.
Den 54-årige mand nægter sig fortsat skyldig i drabet på Hanne With.
Du kan høre 'Skyggesiden' som podcast eller se det på TV 2 Play, når du vil.