Det sidste slag er slået: Jan Ø. Jørgensen lægger ketcheren på hylden
Efter 15 år i den absolutte badminton-elite takkede nordjyske Jan Ø. Jørgensen i dag af som badmintonspiller.
En lang og glorværdig badmintonkarriere er slut for nordjyske Jan Ø. Jørgensen.
Den nordjyske badmintonstjerne har i dag spillet sin karrieres allersidste badmintonkamp, da han spillede 1. herresingle ved Final 4 i Vendsyssel Elite Badmintons DM-bronzekamp mod Team Skælskør-Slagelse.
- Jeg er jo lidt stemplet ud, kan man sige. Jeg føler, at jeg har fået den afslutning, jeg skal have, og det her kommer ikke til at gøre mere eller mindre, siger Jan Ø. Jørgensen
Jeg er rigtig stolt over det. Jeg tror, da jeg rendte rundt ude i Svenstrup og spillede, der lavede jeg et interview med jer for mange år siden, om at jeg gerne ville i top-5, og jeg gerne ville leve af det. Det kan man sige, at jeg har krydset af, så den lille dreng har fået opfyldt hans drømme i hvert fald.
Jan Ø. Jørgensen
De sidste 15 år har Svenstrup-drengen været en del af den absolutte badminton-elite, hvor det undervejs er blevet til store sejre i nogle af verdens største turneringer. Undervejs, mens Jan Ø. Jørgensen var på sit højeste, var han helt oppe blandt de allerbedste i verden. I en periode lå han nummer to på verdensranglisten.
- Jeg er rigtig stolt over det. Jeg tror, da jeg rendte rundt ude i Svenstrup og spillede, der lavede jeg et interview med jer for mange år siden, om at jeg gerne ville i top-5, og jeg gerne ville leve af det. Det kan man sige, at jeg har krydset af, så den lille dreng har fået opfyldt hans drømme i hvert fald, siger Jan Ø. Jørgensen.
Onsdag trådte Jan Ø. Jørgensen for sidste gang ind på badmintonbanen, inden det nåede så langt opnåede Jan Ø. Jørgensen store triumfer i badminton. Som noget af det største opnåede han som den første europæer at vinde Indonesia Open, ligesom han var med på det danske herrehold, der for første gang i Danmarks historie vandt VM for hold. I 2015 nåede han også finalen ved den største badmintonturnering i verden, All England, hvor han desværre måtte se sig slået i tre sæt.
Du skal være meget stolt som nordjyde og især fra Svenstrup, hvor de kan godt være stolte af Jan Ø. Jørgensen, han har virkelig skabt et navn indenfor badminton, som aldrig bliver glemt.
Jim Laugesen, badminton-ekspert på TV2 Sport
- Han har virkelig skrevet sig ind i bøgerne som en Hall of Famer i dansk badminton, siger badmintonekspert på TV2 Sport Jim Laugesen.
De store sejre i Asien er også nogle af dem Jan Ø. Jørgensen selv ser tilbage på, som nogle af hans helt store bedrifter, der udover sejren i Indonesien også tæller en sejr ved China Open.
- De der, hvor jeg har været den første til at gå nogle veje, er jeg rigtig stolt af og sparke nogle døre ind, som dem vi har nu, de har set på mig og set, at det faktisk er muligt at gøre de her ting, siger Jan Ø. Jørgensen.
I sin allersidste kamp var der ikke meget, som tydede på, det skulle blive den store afskedsfest for Jan Ø. Jørgensen, der i Vendsyssel Elite Badmintons DM-bronzekamp taber første sæt. Alligevel har nordjyden sat sit tydeligt aftryk i badmintonverdenen.
- Du skal være meget stolt som nordjyde og især fra Svenstrup, hvor de kan godt være stolte af Jan Ø. Jørgensen, han har virkelig skabt et navn indenfor badminton, som aldrig bliver glemt, siger Jim Laugesen.
Som kampen i Brøndby Hallen skrider frem ligner Jan Ø. Jørgensen mere og mere en, der er gået på sportspension. Mentalt har han i lang tid ikke set sig selv som badmintonspiller efter han takkede af på den største scene ved Denmark Open sidste år.
- Det pres, som overliggende lægger, har jeg været rigtig glad for at slippe, det har været rigtig skønt, og det har også været rigtig godt for mig, for jeg var et stykke ude til sidst i forhold til krop. Jeg var ret feed op med det hele, og det har bare vist sig at være en fantastisk god beslutning for mig, siger Jan Ø. Jørgensen.
I badmintonverdenen har Jan Ø. Jørgensen fået stor respekt for sin måde at spille på. Han ville altid gerne angribe og var lynhurtigt fra bagbane til forbane.
- Jeg vil savne Jan, det er der ingen tvivl om, for han var fantastisk at se spille, og han havde noget af det spil, som jeg godt kan lide det her tempofyldte, siger Jim Laugesen.
Rigtig spændende nåede det aldrig rigtig at blive i Jam Ø. Jørgensen sidste kamp. Han taber i to sæt og slutter en flot karriere.
- Det var det. Jeg skal ikke derind igen, siger Jan Ø. Jørgensen.
Selvom det var det for karrieren på banen, så slipper Jan Ø. Jørgensen ikke badminton helt. Næste sæson skal han hjælpe Vendsyssel Elite Badminton på sidelinjen som assistenttræner, og så skal han noget meget vigtigt.
- Jeg har travlt nok hjemme med et sæt tvillinger, der er en måned gammel. Jeg er allerede inde i rollen som far, så det vil jeg bruge rigtig meget tid på, siger en storsmilende Jan Ø. Jørgensen.
Vendsyssel Elite Badminton endte med at tabe kampen i Brøndby Hallen med 5-3 til Team Skælskør-Slagelse og må gå fra Final 4 med en kedelig fjerde plads.