Tilbage i 2010 var det en velfriseret, ung Jan Ø. Jørgensen, som klædt helt i sort trådte op på sejrsskamlen i Odense Idrætshal.

Med Denmark Open-pokalen i hånden og en lys fremtid foran sig med masser af titler

Onsdag aften er det en 10 år ældre Jan Ø. Jørgensen, som træder ind på samme halgulv med andet for øje. I første runde mod

For det bliver herresinglespillerens sidste turnering i karrieren. På trods af en seedning som nummer otte slår han fast, at der ingen grund er til at sætte forventningerne op.

- Jeg har ikke de store forventninger selv. Min træningsmængde er nedsat betydeligt, så jeg tager det meget stille og roligt.

- Det er jo fuldstændig absurd at stå og sige, men altså jeg er jo færdig. Det er bare sådan, det er. Men jeg går ind en sidste gang og nyder det, alt jeg kan, og så ser vi, hvad der sker, fortæller han til TV 2 SPORT forud for turneringens start.

Jan Ø. Jørgensen stoppede på landsholdet i juni, men cheflandstræner Kenneth Jonassen har alligevel fået lov til at coache ham onsdag aften i første runde mod svenske Felix Burested. Og i resten af turneringen. Hvilket Jonassen glæder sig til.

- Det er fedt at se ham lige have en sidste turnering. Og jeg har også fået lov til at sidde bagved, og det gør jeg glædeligt for at slutte ordentligt af.

- Jeg kommer til at savne, at han stiler højt og sætter en høj standard. Han kræver noget, at sine kollegaer, og det er en fed egenskab at have, mener Jonassen.

Jan Ø. Jørgensen ved også godt, at det er noget helt unikt, han nu siger farvel til.

- Den kultur, der er, kommer jeg til at savne. Hvis jeg tilnærmelsesvis kan komme i nærheden af noget, der har samme kultur, så spiser jeg næsten min ketcher. For det er meget svært. Jeg kommer også til at savne suset, for det får jeg aldrig igen. Det er jeg meget bevist om.

Plaget af skader i karrierens efterår

Beslutningen om at stoppe har været en gradvis proces.

Slet ikke en dag-til-dag beslutning. Men en tanke, der som en snebold havde vokset sig større i Jan Ø. Jørgensens hoved i takt med, at han blev ramt af skader.

Hvis der alligevel skal findes en start, er det nok den hælskade, som hæmmede ham i 2017.

- Jeg havde skudt tanken væk om, hvad der skal ske bagefter, men det begyndte pludselig at blive aktuelt, fordi jeg var skadet og ikke kunne spille i et år, fortæller han.

Tanken havde dog ikke bidt sig mere fast, end at den forsvandt, da han gjorde comeback på banen. Glæden ved at spille var som fornyet.

Og han kæmpede sig tilbage i verdenstoppen. Momentvis kunne han spille med de bedste. Hele tiden havde han dog en irriterende passager med sig.

Hoften.

Den, som allerede havde drillet ham inden hælskaden. Den, han fik anbefalet at blive opereret tilbage i 2016. Men så var der lige et Thomas Cup, OL, China Open og en sæsonfinaledeltagelse det år, som han ikke ville gå glip af.Inden hælskaden ramte ham i det efterfølgende år.

Skaderne var nemlig noget, der plagede Jan Ø. Jørgensen i hans sidste del af karrieren. Hvilket også var en af grundene til, at exit-tankerne fra hans elskede sport begyndte at vokse inden for det seneste år.

- Nogle dage har det været helt skidt, hvor jeg nærmest ikke kunne komme ned og få en kop kaffe. Og andre dage har det været super godt. Så det har været meget op og ned. Så jeg er nået dertil, hvor det ikke står til mål med, hvad det kræver, og hvad jeg kan se mig selv i øjnene med.

Mistet troen på at nå verdenstoppen igen

En decideret årsag til karrierestoppet er dog svær at udpege. For det er lidt en blanding af det hele.

En af dem er familielivet, hvor han nu bor i Tyskland sammen med sin kone. Håndboldspilleren Stine Jørgensen.

- Det er selvfølgelig en del af det. Vi har altid skilt vores familieliv, hvis man kan kalde det det, fra vores sport. Det er også derfor, vi har haft rigtig mange år, hvor vi ikke har boet sammen. Men jeg også nået til et sted i livet, hvor det også er hårdt at ofre de her ting.

Der er dog en mere gennemgående årsag til stoppet, som han nævner igen og igen.

- Jeg har mistet lidt troen på også at kunne blande mig i verdenstoppen. Jeg vil se det rigtig svært at skulle starte en ny periode igen og blande mig. Jeg synes også, det er det med at komme til træningen hver dag og gøre, hvad der skal til for at blive en af verdens bedste.

- Det har været en proces at træffe den beslutning, men når man ikke kan kaste sig selv ud i det, som jeg ved, at det kræver, så er jeg nødt til at sige, det var det.

Jan Ø. Jørgensens afsked markerer også et farvel til en kulturbærer på landsholdstræningen.

Det var ham, der skulle videreføre det høje træningsmiljø efter Peter Gade og Kenneth Jonassen. Hvilket sidstnævnte i form af sin cheflandstrænerstilling mener, at han formåede.

- Han har betydet rigtig meget. Han har været trendsættende for mange ting. Han har været trendsættende for en vanvittigt god træningsmoral i hverdagen. Han har sat en meget høj standard for, hvordan man skal være en god kollega, siger Jonassen.

Skrev sig i historien

Det er ikke kun på træningsbanen, at den 32-årige nordjyde har sat sit aftryk.

For træningsmiljøet og evnen til at presse sig selv hver dag har udmøntet sig i unikke præstationer og en plads i historiebøgerne.

I 2014 blev han den første europæiske herresinglespiller til at vinde den prestigefyldte Indonesia Open. Ligesom han blev den første til den bedrift med China Open-trofæet i 2016.Samme år han var med til at sikre Thomas Cup-trofæet (VM for hold) for første gang i Danmarks historie.

Det er de titler, som varmer ekstra meget i kroppen på en råkold efterårsdag.

- Det er steder, hvor det ikke var normalt for europæere at komme ud og præstere. Jeg er rigtig stolt af at kunne bevise, det kunne lade sig gøre, siger han.

Bekræftet i sin beslutning

Ligesom med opturene er der også de smertelige nederlag, som ikke kan viskes ud på hjernens indre tavle.

De gange, hvor det var lige ved og næsten.

Den første, han nævner, er VM-kvartfinalenederlaget til vietnamesiske Nguyễn Tiến Minh i 2013. Tredje sæt blev tabt 22-20.

- Jeg var rigtig, rigtig godt spillende og fysisk stærk, men jeg kunne ikke håndtere favoritrollen.

Desuden bliver All England-finalenederlaget til Chen Long også nævnt, hvor Jan Ø. Jørgensen ligeledes tabte i tre sæt.

Den sidste, der dukker op, er Thomas Cup-semifinalen mod Japan i 2018, hvor han skulle spille den femte kamp, der kunne sende Danmark i finalen. I stedet blev det til et nederlag til Kanta Tsuneyama.

Men de nederlag har han også brugt konstruktivt.

- Det er en del af det. De er ligeså gode at have som de store. Ingen er døde. Men det er hårdt at tænke på, det er slut. Jeg fortryder ikke noget, og jeg har gjort det på min måde.

Han har heller ikke brugt de fire måneder væk fra landsholdstræningen i Brøndby til at fortryde sin beslutning om at stoppe.

- Mit behov for at komme ind og konkurrere er ikke så stort mere. Det kan jeg mærke. Det er rigtig hyggeligt at være sammen med dem alle sammen og se folk igen, men jeg er bare blevet bekræftet i, at det er den fuldstændig rigtig beslutning for mig, og jeg er færdig.

Jan Ø. Jørgensen har fortsat nogle klubkampe, han skal spille for Vendsyssel, inden karrieren endegyldigt er forbi.