DigiTALT: - Næste gang køber vi fredagsslik hos Jytte
Ugens panel i DigiTALT er faldet padask for Jytte Nielsen og de andre medarbejdere på Gundersted Købmandsgård, som drives af voksne med nedsat funktionsevne.
Der er smil hele vejen rundt om bordet hos denne uges DigiTALT-panel, da snakken falder på Gundersted Købmandsgård, som i denne uge har taget brugerne på TV2 Nords facebook-side med storm.
- Næste gang kører vi ned og køber fredagsslik ved Jytte. Det ser ud som om, at der er rigtig hyggeligt dernede, lyder det fra paneldeltager Tonny Thorup.
Gundersted Købmandsgård er nemlig ikke en købmandsgård som sådan nogle er flest. Det er Beskyttet Værksted Løgstør, der driver forretningen, og de ansatte er borgere med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Heriblandt Jytte Nielsen, som i 18 år har betjent kunder i butikken.
Og det er en forretningsmodel, der falder i rigtig god jord hos DigiTALT-panelet.
- Jeg synes jo, at det er en helt fantastisk historie, fordi det sådan set kombinerer to af samfundets problemstillinger. At få liv i de små samfund og at få handicappede i job, som ikke er nemt i dagens Danmark. Her er en fælles løsning, og det bliver man selvfølgelig varm om hjertet, når man ser, siger Tonny Thorup.
Som ringe i vandet
Ugens panel i DigiTALT
Lucy Mardou
Musiker
Tonny Thorup
Erhvervschef, Aalborg Kommune
Henning Toft Bro
Biskop, Aalborg Stift
Det er Lucy Mardou helt enig med erhvervschefen i. Musikeren, der til daglig bor i Thy-lejren, har selv oplevet, hvordan den lokale købmand måtte lukke, fordi den ikke kunne køre rundt, og hun ville byde en købmand som den i Gundersted velkommen.
- Jeg ville elske det. Bare det at kunne samle borgerne og det lille lokalsamfund og skabe noget glæde og samvær og værdi. Det ville være fantastisk, så det håber jeg, at vi kan se meget mere af over hele landet, siger hun, og bliver bakket op af panelets tredje deltager, biskop Henning Toft Bro.
Han håber også på, at tiltag, som det i Gundersted er noget, vi kan komme til at se meget mere af i fremtiden.
- Sådan en historie her kan måske brede sig som ringe i vandet, så nogen vil sige ’hvis de kan, så kan vi måske også’. Det ville være en stor glæde at se det vokse, mener biskoppen.
En ung sergent og en længe ventet erstatning
Gundersted Købmandsgård er kun et af de emner, som Lucy Mardou, Tonny Thorup og Henning Toft Bro når omkring i denne uges udgave af DigiTALT. Der bliver også talt om den længe ventede afgørelse i sagen om den tidligere pumpemand Nick Vejle, og så ser de nærmere på en ung sergent, som måske ikke havde fået helt ligeså meget omtale, hvis hun havde haft et andet køn.
Du kan se hele udsendelsen på TV2 Nord Salto onsdag klokken 19.50 eller lige nu herunder.