Dyrlæge gav for mange piller

En dyrlæge i Himmerland er blevet frataget retten til at ordinere euforiserende stoffer i fem år, efter at han er blevet grebet i at ordinere store mængder af beroligende piller.

Dyrlægen ordinerede på 14 dage 700 piller til heste, der skulle transporteres. Der var tale om medicin, som ikke var godkendt til dyr, og dyrlægen kan ikke dokumentere mere præcist, hvad der er blevet af pillerne, oplyser Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsens medicinrejsehold opdagede uregelmæssighederne ved en kontrol i juni, som fandt sted, efter at styrelsen havde fået oplysning om, at dyrlægen havde udleveret tabletter nok til at berolige flere hundrede heste.

Da dyrlægen ikke kunne dokumentere, hvordan han havde brugt stofferne, blev han politianmeldt. I første omgang fratog styrelsen ham retten til at ordinere euforiserede stoffer i fem år. Den beslutning er siden stadfæstet af Retten i Aalborg.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland