Ebba blev taget på sengen: Fødselsdagsfejring i et Hercules-fly
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)
Torsdag er det 70 år siden, at Flyvevåbnet blev oprettet, og samtidig er det 70 år siden, at Ebba Lundtoft Andersen fra Kaas kom til verden.
Ebba Lundtoft Andersen fra Kaas har fløjet med charterfly sydpå mange gange. Torsdag fik hun så muligheden for at komme med et af Flyvevåbnets Hercules-fly, da både hun og Flyvevåbnet kunne fejre 70-års fødselsdag.
- Det bliver spændende og sikkert også en udfordring. Det er da sjovt, at de kunne finde på sådan noget. Jeg troede bare, at vi skulle have været henne og besøge min bror og svigerinde, og så var der måske nogle andre af mine søskende, der var kommet, men det her bliver mere spændende, fortæller Ebba Lundtoft Andersen til TV2 Nord, ganske kort inden takeoff.
Aftalen om den særlige fejring er kommet i stand mellem Ebba Lundtoft Andersens familie og Flyvestation Aalborg, der som alle landets andre flyvestationer fejre 70-årsdagen for Flyvevåbnets oprettelse.
- Vi synes, at det er stort. Det kan godt være, at både Hæren og Søværnet er flere hundrede år gamle, men for os der er 70 år værd at markere, og at vi er blevet voksne på rekordtid, fortæller kommunikationschef ved Flyvestation Aalborg, Morten Valentin Jensen, til TV2 Nord.
Opretholder skarpheden
Ebba Lundtoft Andersen er med på en halv times flyvning, hvor rampen blandt andet bliver åbnet, så der er kig ned til Kaas, hvor hun til dagligt bor. Da hun sætter sig til rette i lastrummet kommer der endnu en overraskelse.
- Jeg har lige fundet ud af at makkeren der, det er min sidekammerat i skolens søn, siger Ebba Lundtoft Andersen.
Da Ebba Lundtoft Andersen er sikkert tilbage på landjorden, skal Hercules-flyet i luften igen for at fortsætte dagens fejring. Der er mange forskellige fly samt helikoptere fra Flyvevåbnet i luften landet over, og udover at give mange danskere chance for at se de imponerende maskiner, får Flyvevåbnet mulighed for at træne deres overblik, ved at der på dagen udføres et enormt koordineringsarbejde.
- Vi er gået fra et koldkrigs-flyvevåben til et moderne Airforce, hvilket vil sige, at vi kan operere stort set fra nord for polarcirklen til syd for ækvator, og vi kan være der i løbet af ganske kort tid, hvilket er Flyvevåbnets kerne-DNA, siger Morten Valentin Jensen.
Der arbejder i dag mere end 400 personer på Flyvestation Aalborg.