Efter nedgang på 71 procent: Aftale tillader flere engelsksprogede på Aalborg Universitet

Ifølge den nyligt indgåede regeringaftale er det planen at fjerne loftet over engelsksprogede uddannelse, og det vækker glæde på Aalborg Universitet.

Nordjyske virksomheder ser nu ud til at få nemmere adgang til international arbejdskraft, uddannet på de danske universiteter og uddannelsesinstitutioner.

Her skal loftet over engelsksprogede studerende fjernes helt, ifølge den kommende regerings politiske aftale - til stor glæde for Aalborg Universitet.

- Umiddelbart er jeg meget, meget positiv. Det er altid rart, når vi får en frihed tilbage til selv at udvikle på vores uddannelsesudbud, siger Inger Askehave, prorektor på Aalborg Universitet.

Ledelsen på Aalborg Universitet blev af den afgående regering ellers pålagt at begrænse optaget af engelsktalende studerende.

Skal styrke rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft

I forårets kvote 2-optag betød tiltagene for at leve op til disse krav, at der var 71 procent færre engelsksprogede studerende.

- Det, vi håber på, det er, at vi nu får retten til selv at kigge på, hvor det giver mening at uddanne på engelsk. Og det vil vi selvfølgelig gå i gang med at kigge på, siger Inger Askehave.

Det uddannelsesmæssige tiltag er en del af den kommende regerings målsætning om at styrke mulighederne for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

I aftaleteksten står der ikke noget om den såkaldte beløbsgrænse, der ellers også har præget debatten om udenlandsk arbejdskraft under valgkampen.


Seneste nyt

fra Nordjylland