Efter valget: Karsten Lauritzen nomineret til pris
Den nordjyske folketingspolitiker Karsten Lauritzen (V) er efter sit genvalg til Folketinget blevet nomineret til Dialogprisen 2019.
Den nordjyske folketingskandidat Karsten Lauritzen (V) må vinke farvel til sin post som skatteminister efter det netop overståede valg.
På trods af at blå blok mister regeringsmagten, så havde Karsten Lauritzen et flot personligt valg. Hele 18.335 vælgere satte kryds ud for kandidaten, der er født og opvokset i Løgstør.
Nu er Karsten Lauritzen så havnet på en stemmeseddel igen. Han er blevet nomineret til Dialogprisen 2019, der uddeles på folkemødet. Prisen gives til en politiker, der udemærker sig i samtale med borgere.
I nomineringen af Karsten Lauritzen har juryen skrevet følgende:
”Karsten Lauritzen er åben, inddragende og debatterende. Han har en særlig evne til at bruge dialogen som form, både når det gælder de seriøse politiske debatter og mere folkelige arrangementer. Som trafikminister inviterede han til bred dialog og på den måde afmonterede mange af de problemsager, der var på området.”
I duellen om prisen skal Karsten Lauritzen kæmpe med folketingspolitikerne Mette Abildgaard (K) og Maugnus Heunicke (S) samt Holbæks borgmester, Christina K. Hansen (S).
Dialogprisen 2019 bliver uddelt af Bornholms borgmester, Winni Grossbøll (S), samt repræsentanter for de fire partnere bag prisen: formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen, medlem af Dansk Ungdoms Fællesråds forretningsudvalg Chris Preuss, CEO i Lead Agency, Søren Kaster, og formand for Foreningen Folkemøde.