Eftersøgning af dreng fortsætter i mørke
Folk strømmer til for at hjælpe i efterforskningen. Det letter ikke politiets eftersøgning.
Mørket falder på, men politiet fortsætter ufortrødent eftersøgning af forsvunden 3-årige dreng i Nordjylland.
Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den treårige dreng, der søndag formiddag forsvandt, da han i selskab med en gruppe voksne, heriblandt sin far, var ude at gå ved Tranum Klitplantage i Nordjylland.
Nu er mørket faldet på, og selvom de hundredvis af hjemmeværnsfolk og andre civile borgere, der har forsøgt at hjælpe med eftersøgningen, ikke kan fortsætte, så leder politiet ufortrødent videre med helikoptere og mindst 20 hunde:
- Helikopterne fungerer ligeså godt i mørke som i lys, så det er lige meget for dem. Hundene kan også fortsætte, selvom det er mørkt, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.
På trods af mørkets frembrud og den tiltagende kulde er han fortsat optimist i forhold til at finde den forsvundne treårige:
- Jeg håber, at drengen har lagt sig til at sove et sted, fordi han var træt, og at han så vågner på et eller andet tidspunkt, siger Per Vagn Nielsen.
- Men hvis vi ikke finder ham i aften, så ved jeg ikke, om jeg bliver ved med at bevare optimismen.
Politiet frygter, at drengen kan være faldet i et af områdets mange vandhuller. Derfor arbejder en ekspert med lokalkendskab i øjeblikket på at danne sig overblik over vandløb og grøfter.
Per Vagn Nielsen understreger, at intet tyder på, at drengen skulle være udsat for en forbrydelse:
- De har gået på en vej, og så er drengen forsvundet. At én skulle være løbet på tværs af vejen og have tage ham med, tror jeg ikke på. Det er sådan noget, man ser i film. Og så havde drengen også skreget op, siger han.
Drengen har rødt hår og var på tidspunktet for sin forsvinden iført blå cowboybukser og en grå dynejakke.
/ritzau/