Ejendomsmæglerne: Sæt prisen ned
Ejendomsmæglerne er klar med løsningen til de trængte, nordjyske kommuner, der ikke kan komme af med deres byggegrunde: Sæt prisen ned.
De nordjyske byggegrunde kommer til at stå tomme længe endu. I hvert fald, hvis prisniveauet bliver fastholdt som det er nu. Det fortæller blandt andet formanden for de nordjyske ejendomsmæglere.
- Prisniveauet er altså helt anderledes i dag, end det var for bare få måneder siden. Det er som om, det er gået op for køberne, men sælgerne - og deriblandt kommunerne - det har de altså ikke helt forstået, siger Per Valentin til Tv2/Nord.
Markedet for byggegrunde er ifølge Per Valentin "ikke-eksisterende". Det bekræfter en lang række ejendomsmæglere, som Tv2/Nord har talt med. Folk tør ikke købe nyt, fordi de frygter ikke at kunne sælge deres gamle bolig. Årsagen er, som så meget andet, finanskrisen.
Sæt prisen ned
Ejendomsmæglerne har allerede selv taget konsekvensen af den store frygt hos byggegrundskøberne og reguleret prisen. Statsautoriseret ejendomsmægler Palle Ørtoft fra Nybolig fortæller om prisnedsættelser på helt op til 30 procent i branchen.
Og det er også den vej, ejendomsmæglerne råder kommunerne til at gå, hvis de vil af med deres byggegrunde.
- Det eneste, vi har at skrue på lige i øjeblikket, det er prisen. Det er det, der skal få folk ud af hullerne, siger Per Valentin.
Selvom en prisregulering kan være vejen frem, så påpeger institulederen ved erhvervsstudier på Aalborg Universitet, Bent Dalum, at vi er inde i periode med lavkonjunktur, og at priserne skal begynde at stige, før købelysten vender tilbage.
- Man må formode, at folk vil købe, når priserne er på vej opad igen. Det er nok der, folk vil købe byggegrunde; når grunden er billig og fremtidsudsigterne er positive.
Bent Dalum tror ikke, at priserne vil begynde at stige lige med det første.
- Det kommende år tror jeg, at de kommuner, der ligger inde med byggegrunde, de ikke har fået solgt, de vil få svært ved at komme af med det. Hvordan det ser ud i 2010, det tør jeg ikke spå om. Dog kan jeg sige, at den konjunkturnedgang, vi oplever nu, ser ud til at være den værste siden anden verdenskrig, siger Bent Dalum.