Ekspert om hackerangreb: Sådan skal du gøre, hvis du bliver ramt
Danske virksomheder bliver hver eneste dag udsat for kriminelles forsøg på at skaffe sig adgang til deres servere. Man kan og bør sikre sig endnu bedre, mener professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen.
Lad være med at åbne mails fra afsendere, du ikke har tillid til. Og klik aldrig på links, der virker uoprigtige.
Og hvis først du er blevet hacket, så betal ikke den løsesum, de kriminelle anmoder om!
Rådene kommer fra Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, i forbindelse med et aggressivt hackerangreb på den nordjyske kontorvirksomhed Mogens Daarbak.
Angrebet lagde IT-systemet ned i mere end en uge. Og selvom virksomheden greb hurtigt ind, kommer det til at koste flere millioner.
Ifølge ham bliver danske virksomheder hver dag forsøgt hacket, og det er ofte en nem opgave for bagmændene, fordi sikkerheden fylder alt for lidt for mange af virksomhederne. Det viser forskning på området.
- Energi- og finansbranchen er ved at komme godt med, men hos mange små og mellemstore virksomheder fylder det (sikkerheden, red.) alt for lidt. Man tror, det sker for naboen og ikke en selv, fortæller han under interviewet tirsdag aften i nyhederne på TV2 Nord.
Betal aldrig løsesummen
Da Mogens Daarbak blev udsat for sit hackerangreb, valgte virksomheden ikke at indbetale de 250.000 dollars inden 13 dage, som de kriminelle bagmænd ellers krævede for at slippe grebet om virksomhedens oplysninger, de havde taget som 'gidsel'.
Og det er den helt rigtige strategi, roser professoren.
Den her type kriminalitet bliver ved med at ske, netop fordi alt for mange betaler.
Jens Myrup Pedersen, professor, cybersikkerhed, Aalborg Universitet
- De har handlet helt korrekt, synes jeg. For den her type kriminalitet bliver ved med at ske, netop fordi alt for mange betaler. Og så synes jeg, det er godt, de står frem med deres historie, så andre kan lære af det, siger Jens Myrup Pedersen.
Der er nemlig tale om profesionelle kriminelle, som udelukkende gør det for pengenes skyld.
De undersøger grundigt, hvordan de kommer ind i en virksomheds systemer og udtænker, hvordan de kan lamme virksomheden mest muligt.
Men der er heldigvis råd at give for at forhindre, det sker.
- Vi skal sørge for, at alle er fornuftige og passer på ikke at åbne mails mails fra afsendere, du ikke har tillid til og aldrig klikke på links, der virker uoprigtige. Og så skal man have sine tekniske systemer på plads, så man stopper angrebet god tid, fortæller Jens Myrup Pedersen.
Hackerangrebet på nordjyske Mogens Daarbak kommer formentlig til at koste virksomheden mellem fire og fem millioner kroner, fordi man mistede to dages arbejde.
Alligevel fortryder direktøren ikke, at man valgte ikke at betale løsesummen.
- Nej, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg vil ikke betale til sådan nogle banditter, fastslår Rene Daarbak.