Embedslæge tjekker prøver fra eternitgrund

Embedslægen for Nordjylland vil se nærmere på jordprøverne fra eternitgrunden.

Det fortæller DR Nordjylland. Embedslæge Niels Holm-Nielsen har fulgt asbest-sagen på afstand, men på opfordring af Aalborg Kommune vil han nu se nærmere på prøver fra jorden.

- Jeg er nødt til at vide præcist, hvad der er målt på grunden, før jeg kan vurderer om der er en risiko, siger Niels Holm-Nielsen.

Embedslægerne er reelt rådgiver for sundhedsmyndigheder - og derfor også kommuner. Men kan først skride ind på opfordring. Og den opfordring har Niels Holm-Nielsen nu fået fra Aalborg Kommunes miljøafdeling, der vil have hans vurdering af forureningsfaren på eternitgrunden.

I denne uge vil han derfor bede om alle tilgængelige målinger fra kommunen, og først derefter vil han interviewes til radioen.

Han tvivler ikke på, at der er fundet asbest-fibre på grunden, men kalder det nødvendigt at analysere præcist i hvor store mængder, og hvor det kommer fra.

Ifølge Niels Holm-Nielsen kan der nemlig findes asbest-fibre stort set alle steder som rester fra både bremsebelægninger på biler og gamle hustage. Dog siger han, at det er meget sandsynligt at der er ekstra store koncentrationer af fibre netop på eternitgrunden, hvor Dansk Eternitfabrik i årtier brugte tonsvis af asbest i produktionen. Og at det er sandsynligt at fibrene stadig ligger i de øverste jordlag og kan spredes med vinden.

Men det helt store spørgsmål i den forbindelse er - ifølge Niels Holm-Nielsen - i hvor store mængder der er fundet fibre - og præcist hvor de er fundet på grunden.

Niels Holm-Nielsen understreger dog, at risikoen for at få lungehindekræft er meget lille også selv om du har været i kontakt med asbest-støv fra eternitgrunden.


Seneste nyt

fra Nordjylland