Emma Sigersen har altid været en glad og udadvendt pige, der trivedes i skolen. Men da hun er 14 år, sker der noget.

- Det kom lidt ud af ingenting. Jeg begyndte at få ondt i maven og hovedet. Så begyndte jeg at trække mig, og så mistede jeg lysten og initiativet. Jeg skulle bare klare mig igennem dagen, fortæller Emma.

Det fysiske ubehag i 8. klasse bliver starten på ti års kamp med psykisk sygdom og et langvarigt og tilbagevendende ophold med behandlinger i psykiatrien.

- Jeg var under udredning i nogle måneder og havde et kæmpe behov for at snakke om, hvad der skete inde i mig. Men det var også svært, da jeg fik muligheden. Jeg følte mig misforstået.

TV2 Nord møder Emma Sigersen i hendes nye lejlighed i hjembyen Hjørring, hvor hun altid har boet - når hun altså ikke har været indlagt. 

Behandlingerne og indlæggelserne fik store konsekvenser for Emma.

- Jeg droppede ind og ud af uddannelser og endte som en svingdørspatient, der skiftede med at være meget inde og ude af psykiatrien. Det var nogle megasvære år, jeg blev bare mere og mere håbløs, opgivende og ekstrem i min adfærd, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det.

Emma Sigersen mistede langsomt flere af sine sociale relationer, men har hele tiden haft en stærk tilknytning til sin familie.

- Jeg ville ønske, der havde været en middelvej. Eller nogle uddannelser jeg kunne have taget samtidig, hvor de sociale fællesskaber var mere konstante.

Mørk tid

Når Emma Sigersen kigger på billeder af sig selv dengang, er det som at kigge på en anden, fortæller hun.

- Det er mærkeligt at se tilbage på. Det er ikke helt mig, men jeg ved det er mig. Det føles bare underligt, fordi jeg var så anderledes, end jeg er i dag.

Emma fik medicin, som også var med til at sløve hende.

- Det mørkeste tidspunkt var i 2019-2021. Der er det meget, meget håbløst. Der er jeg mest på en lukket voksenafdeling.

Der er ingen liv i øjnene fra billederne dengang, forklarer Emma, og når hun ser videoer af sig selv fra det tidspunkt, kan hun konstatere, at hendes ansigt ingen mimik har.

- Der havde jeg det værst. Jeg havde mange selvmordsforsøg, og der skete meget tvang. Alt var tomt.

Stigende sårbarhed

Emma Sigersen er én af flere og flere unge, der kæmper med det mentale helbred.

Faktisk er det en markant stigning. Fra 2005 til nu er der sket en seksdobling i antallet af henvendelser i psykiatrien i Region Nordjylland, hvad angår børn og unge.

- Vi står over for ét af de alleralvorligste folkesundhedsproblemer, lyder det fra Jan Mainz.

Han er direktør i psykiatrien med ansvar for patientforløb i Region Nordjylland og har beskæftiget sig med området i mange år.

- Der er en stor psykisk sårbarhed. Der er en stor psykisk mistrivsel, og vi oplever også, at flere bliver diagnostisceret med en egentlig psykisk sygdom.

Det vurderes, at cirka 15 procent af alle børn og unge vil blive diagnosticeret med mindst én psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, inden de fylder 18 år.

- Børn og unge i Region Nordjylland er udfordrede. Det er et billede, vi ser i hele Danmark. Vi kan se i sundhedsprofilen, at det går den forkerte vej, forklarer Jan Mainz. 

I Danmark får hver tredje borger på et tidspunkt i livet en psykisk sygdom, og i hver eneste skoleklasse sidder et eller to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for fagprofessionel hjælp fra enten primær eller sekundær sektor.

- I en tid hvor vores velfærdssamfund aldrig har været stærkere og større, står vi overfor et problem, som vi jo ikke har et klart svar på, hvorfor er kommet.

Alligevel har Jan Mainz nogle bud.

Samfundets hastighed

Nogle få kvalitative undersøgelser peger på, hvad der kan udgøre årsagerne til mistrivsel.

- Det unge og børn bliver mødt med, er øgede præstationskrav både i skolen og via de sociale medier. Det kan være, om man nu ser godt nok ud og klarer sig godt nok.

Derudover ser det også ud til, at tempoet i samfundet har en betydning.

- Det hele skal gå meget hurtigt. Vi er hele tiden på sociale medier og vores mobiltelefoner. Der er en hastighed i det hele.

Samtidig sker der også på en såkaldt 'psykologisering' i samfundet og sproget.

- Det vi måske tidligere kaldte bekymrethed, kan vi let oversætte til begyndende depression. Eller hvis man har meget travlt, kan det blive oversat til stress. og det vil sige, at der sker en psykologisering i nogle af de måder, vi omtaler de psykiske udfordringer, der måtte være.

Rette hjælp

I dag ville Emma Sigersen ønske, at nogle havde opdaget endnu tidligere, at hun ikke havde det godt.

- Der var nogle meget klare tegn på mistrivsel, fordi jeg ændrede adfærd så drastisk. Fra at være en aktiv del af det sociale og faglige gik jeg til at falde i søvn pludseligt, fordi jeg ikke kunne sove om natten. Det var meget atypisk. Jeg ved, at folk så det, fordi jeg fik skældud. Og jeg ville ønske, at folk var stoppet op.

Selvbestemmelse var også noget af det, Emma savnede, da hun var mest syg.

- Jeg følte ikke, jeg blev ordentlig inddraget, fordi jeg var under 18 år, så mange beslutninger var ikke op til mig. Jeg følte, det blev vægtet højt, hvad mine lærere og forældre syntes.

Som et led i at løse udfordringerne har Region Nordjylland sammen med specialister, kommuner - og ikke mindst børn og unge - udarbejdet nogle anbefalinger i en tilgængelighedsanalyse. Her anbefaler de endnu mere fokus på inddragelse af familie og samarbejde med kommunerne.

- Det, der er brug for nu, er at få planerne til at leve i det virkelige liv. Så den psykiske sårbarhed kan nedbringes.

Her er samarbejdet med civilsamfundet afgørende, påpeger Jan Mainz.

- Det er vigtigt, at vi har hele uddannelses- og beskæftigelsesområdet med. Det er noget af det, der er med til at give en identitet og glæde I livet. Så det er også meget væsentligt.

- De børn og unge, som mistrives nu, er jo dem, der skal ud på vores arbejdsmarked, så vi skal også forberede dem på det. Og det gør vi ved at tage hånd om dem.

Det er dog et faktum, at manglen på speciallæger og andet personale giver udfordringer. Og ventelisterne bliver længere og længere.

Fra 2010-2016 har regionen oplevet en stigning i behandlinger på 110 procent. Og i årene herefter er tallet steget yderligere 30 procent. To gange, forklarer Jan Mainz.

- Vi tager alle henvisninger dybt, dybt alvorligt. Men vi bliver også nødt til at prioritere, så vi kigger på, hvem er bedst kan vente lidt mere.

Et lys for andre

Emma Sigersen har arbejdet intenst for at få det bedre. For hende hjalp det blandt andet med nedtrapning af medicin og psykologsamtaler.

- Jeg var meget flad i mit humør, træt og uoplagt, men så begyndte jeg at komme tilbage til hverdagen. Jeg accepterede min situation. 

- Jeg er okay med det nu. Men det var svært, da jeg fik diagnoserne. Bipolar er jo en kronisk lidelse. Det troede jeg dengang betød, at jeg skulle have det dårligt resten af livet.

For nyligt er Emma udskrevet ambulant fra Psykiatrien og har hele vejen igennem talt åbent om sit forløb.

- Det er en udvikling jo. Men jeg har fået meget glæde af at være social igen, for man kan få så meget glæde og gavn af at lukke andre mennesker ind i sit liv. Man føler sig værdsat, forklarer hun.

Derfor ser Emma Sigersens hverdag anderledes positiv ud nu. Hun har desuden fået job i psykiatrien som såkaldt peer-medarbejder, hvor hun bruger sine egne erfaringer for at forbedre livet for andre.

- Vi laver forskellige ting sammen med brugere fra psykiatrien. Jeg er især sammen med de unge, hvor jeg kommer og laver ting sammen med dem.

Til foredrag og sociale medier deler Emma Sigersen åbent sit forløb og hverdag.

- Jeg synes selv, det er stort, når andre deler, og jeg læser noget, jeg kan genkende. Så jeg håber, jeg kan give andre det, siger hun.

Så tror jeg, mange unge ikke har et sprog for det, der foregår i dem. Så hvis man kan låne lidt fra hinanden og øve sig lidt, vil det være positivt.

- Jeg drømmer om at få ro på. Sådan en lidt kedelig drøm om at slå sig ned, få et sted af bo, en kæreste og måske børn.

- Ellers er min drøm bare, at jeg bliver ved med at have det godt. At jeg fortsat kan mestre de symptomer, jeg stadig har. Og gradvist give mere og mere slip på det sygdom, der har fyldt. Så der er plads til bare at være mig.