Energibesparelser er på skoleskemaet hos efterskolerne
Der skal også spares på energien på efterskoler, hvis ikke prisen skal stige.
Det bliver dyrere at gå på efterskole. Energi- og inflationskrisen går nemlig heller ubemærket hen over kostskolerne, som har højere udgifter til for eksempel opvarmning og mad.
På Horne Efterskole tog man i dag imod kommende elever til Efterskolernes Dag med beskeden om, at energibesparelser også til næste skoleår er en del af dagligdagen.
Og forældre skal forberede sig på, at det kommende skoleår bliver dyrere. På Horne Efterskole bliver det 75 kroner dyrere per uge.
- På den lange bane frygter jeg, at der er færre, der kommer til at vælge efterskole, siger Niels Christian Sunesen, der er forstander på Horne Efterskole.
Vaneændring skal til
TV2 Nord har talt med flere forældre til Efterskolernes Dag, og ingen af dem havde i sinde at spare et efterskoleophold væk.
- Der må være nogle andre steder, vi sparer, lød det fra en.
Skolen kæmper også for at holde prisen nede. For selvom efterskolen ikke er presset af elregninger på grund af fastprisaftaler, så vækker krisen alligevel bekymring. For aftalerne har en udløbsdato, og forstanderen ved ikke, hvad der er sket med priserne til den tid.
Derfor er en række initiativer sat i gang. Det er begrænset hvilke tidspunkter, man må gå i bad og der fryses tomater i stedet for at købe konserves i det store køkken, der hver dag producerer 700 måltider.
Efterskolernes dag bliver altid afholdt den sidste dag i september. Her holder alle efterskoler åbent hus i tidsrummet fra 13-17.