Erfaren pilot i flystyrt ved Brønderslev

Ægtepar kvæstet efter flystyrt i Brønderslev. Opdateret 14.05

To personer styrtede torsdag formiddag deres ultralet fly ved flyvepladsen på Sønder Engvej i Brønderslev.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Åge Pedersen fortæller, at der er tale om en et ægtepar fra Vodskov. Manden er 64 år mens kvinden er 65 år gammel. Ægteparret blev efter ulykken kørt med politieskorte til traumecentret på Aalborg Sygehus syd, og de første meldinger gik på at kvinden havde pådraget sig alvorlige skader ved styrtet.

Den seneste melding fra sygehuset lyder, at de begge er uden for livsfare, men har fået brud på benene. Kvindens brud er meget komplicerede.

Et vidne har til politiet fortalt, at flyet fik motorstop kort efter at være lettet fra flyvepladsen, men i hvilken højde flyet befandt sig på daværende tidspunkt, ved man ikke.

Nordjyllands Politi har underrettet ægteparrets pårørende og skal nu undersøge årsagen til flystyrtet. Ifølge TV2/Nords oplysninger er den mandlige pilot en erfaren pilot i den kommercielle luftfart.

Der er tale om et ultralet fly af mærket Evektor Eurostar. Det er produceret i 2007 og indregistreret i 2008 som privatejet i Sindal.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland