Esbjerg henter Kevin Mensah

Kevin Mensah er i længere tid blevet rygtet til AaB, men nu bekræfter Esbjerg, at de har skrevet kontrakt med Viborg-spilleren fra sommer af.

Kevin Mensah er i længere tid blevet rygtet til AaB, men nu bekræfter Esbjerg på deres hjemmeside, at Mensah kommer til de blåstribede efter denne sæson, når hans kontrakt med Viborg udløber.

- Efter at have prøvet kræfter med Superligaen følte jeg, at tiden var inde til at tage næste skridt til en klub, hvor jeg kan videreudvikle mig. Jeg ser Esbjerg som den bedste mulighed for at nå op på et højere niveau, siger Mensah til klubbens hjemmeside.

- Klubben spiller fodbold med et internationalt snit, og både fysisk, teknisk og taktisk er det et niveau over, hvad jeg har været vant til. Esbjerg tilbyder hele pakken, så jeg både fodboldmæssigt og menneskeligt kan udvikle mig. Jeg har haft en fantastisk tid i Viborg, og nu er tiden inde til at komme videre.

TV2/Nord har været i kontakt med AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, men han ønsker ikke at kommentere på, at Esbjerg nu har skrevet kontrakt med Kevin Mensah.


Seneste nyt

fra Nordjylland