Et skridt nærmere vindmøllerne
Foto: TV2/Nord
Staten giver nu tilladelse til, at Aalborg Kommune i samarbejde med blandt andet Aalborg Havn kan opstille seks vindmøller. Dermed er Aalborg Kommune et skridt nærmere realiseringen af et testcenter ved Rærup.
Seks nye vindmøller med en højde på over 200 meter - Det kan nu blive en realitet i Rærup ved Nordjyllandsværket. Det har Naturstyrelsen Aarhus nu besluttet.
Naturstyrelsen er den øverste myndighed, når det gælder møller på mere end 150 meter, og her mener man ikke, at en opstilling af seks store forsøgsmøller ud til Limfjorden vil være i konflikt med naturen.
Aalborg havns ingeniører har i samarbejde med en vindmølleproducent arbejdet med at få kortlagt mulighederne for at få et testcenter med vindmøller til at ligge i Nordjylland.
De seks foreslåede 200 meter høje møller vil kunne placeres rundt om Nordjyllandsværket på både vest- og østsiden i den yderste vandkant ned til Limfjorden. To af møllerne skal desuden opstilles hos en privat lodsejer nord for værket.
- Det er oplagt, at det er interessant for vindmølleindustrien at opstille forsøgsmøller ved Nordjyllandsværket. Stedet er ikke i konflikt med naturbeskyttelseshensyn og opfylder de tekniske og beskyttelsesmæssige hensyn, som vi undersøger arealerne for, siger Helga Grønnegaard fra Skov- og Naturstyrelsen i Miljøministeriet.
Rærup er et af i alt 68 mulige områder i Danmark, hvor et testcenter for vindmøller kan opstilles. Politikerne forventes at udpege de endelige testpladser efter sommeren.