Fårup Sommerland: Danmarks måske sjoveste klasseværelse
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Mandag den 17. august indtog 11 skoler Fårup Sommerland i forbindelse med deres undervisning. Formålet var for en enkelt dag at skifte teorien ud med praksis.
800 elever havde mandag den 17. august en noget anden skoledag end sædvanligt. Deres skoler havde for en dag skiftet lokation, og klasseværelserne var byttet ud med selveste Fårup Sommerland.
Fårup Sommerland havde i samarbejde med 11 skoler sammensat en anderledes skoledag for eleverne, hvor der blev sat fokus på aktiviteter og praktiske opgaver. Her var det gymnasier og de ældste elever i folkeskolen, der var blevet inviteret med ud i det blå.
Fysisk fysikundervisning
En af disse skoler var Nørresundby Gymnasium, der havde taget fysikundervisningen ud i det danske sommerland. Her skulle eleverne ved brug af en app på deres telefon foretage præcise målinger af blandt andet rystelser og positioner rundt omkring i parken.
Og netop den form for undervisning vakte stor begejstring hos eleverne.
- Vi lærer på en anden måde, end vi gør i klasselokalet. Her kan vi selv komme ud og prøve det på egen krop, hvorimod i klasselokalet er det mere teori, lyder det fra Josefine Winther Moldt, elev på Nørresundby Gymnasium.
Det er ikke blot eleverne, der er begejstrede for dette samarbejde. Fysiklærer på Nørresundby Gymnasium Christian Fisker har dette år, for fjerde gang, flyttet undervisningen ud i Fårup Sommerland.
- Jeg synes, de går engagerede til arbejdet, og de plejer at komme hjem med nogle gode resultater. Det, jeg har set i dag, har også været rigtig fint. De ting, vi laver hjemme på skolebænken i klassen, handler jo ikke bare om papirer og bøger, det handler om noget, man kan måle og veje og se brugt i virkeligheden.
Og dette får eleverne rig mulighed for i sommerlandets grønne omgivelser.