Fængslet OW Bunker-chef føler sig snydt

Eks-chef i OW Bunker mener, at han er syndebuk i et komplot, der involverer den italienske mafia. Fredag blev han fængslet med henblik på udlevering til Italien.

Med kampklar mine og retfærdighedsfølelsen siddende udenpå sit koksgrå jakkesæt blev den 39-årige Lars Bohn fredag sat foran en dommer i de tarvelige lokaler, der huser Dommervagten på Københavns Politigård.

Her begærede senioranklager Kjeld Johansen fra Bagmandspolitiet den tidligere chef i OW Bunkers Supply varetægtsfængslet på baggrund af en arrestordre fra Italien.

- Han er i Italien sigtet for fire forhold. For deltagelse i en kriminel organisation, for svig, for groft bedrageri og for dokumentfalsk. Det er særdeles alvorligt, og derfor bør han varetægtsfængsles i fire uger, sagde senioranklageren.

Retshandlingen fredag handlede ikke om, hvorvidt Lars Bohn er skyldig i de italienske anklager eller ej, men alene om, hvorvidt han skal sidde fængslet, mens Justitsministeriet overvejer udleveringsbegæringen.

Alligevel følte den 39-årige eks-chef sig drevet til at fortælle om sit syn på sagen.

- Det her er fuldstændig galimatias. Jeg er temmelig frustreret og ked af det, for jeg er helt uforskyldt blevet rodet ind i det her, sagde han, mens vreden synligt steg i ham.

- Jeg er pissesur rent ud sagt, lagde han til.

Sagen i Italien handler om et fiktivt salg af et stort parti olie til den italienske flåde, som har kostet den italienske stat 50 millioner kroner. Angiveligt er mafiaen indblandet.

Lars Bohn erkender, at han har bestilt olien hos en underleverandør på vegne af flåden, men han hævder, at han intet kender til, at den aldrig er nået frem.

- Folk fra navyen har sendt mig underskrevne dokumenter om, at handlen var i orden, og derfor har jeg sendt pengene videre. Nu forstår jeg, at olien ikke er kommet frem, men det har jeg intet at gøre med, sagde Lars Bohn, der er amerikansk gift og til dagligt bor i USA med sin hustru og to børn.

Netop tilknytningen til USA mente anklageren skulle begrunde varetægtsfængslingen, da frygten var, at Lars Bohn ville stikke af, hvis han ikke blev fængslet.

Dette fandt retten også og varetægtsfængslede ham i 26 dage.

Lars Bohn kærede til landsretten.


Seneste nyt

fra Nordjylland