Færre indbrud - men stadig for mange
Indbrud er på retur i Nordjylland, men der sker stadig to indbrud om dagen i Aalborg Kommune, og i aften giver politi og Trygfonden på et stort borgermøde gode råd til at sikre sig mod indbrud.
Der bliver færre og færre indbrud i Nordjylland, men der er stadig alt for mange, og vi skal blive bedre til at sikre vores huse og passe på hinanden.
Antallet af indbrud er faldet med en tredjedel i Nordjylland fra 2009 til 2014, men indbrudstyvene er stadig lidt for flittige. I 2014 blev der begået 2586 indbrud i regionen, og indtil videre er der begået 786 i 2015.
304 af årets foreløbige indbrud er sket i Aalborg Kommune - her bliver der altså hver eneste dag begået mere end to indbrud i private hjem.
Det er for mange, mener Trygfonden, politiet og Det Kriminalpræventive Råd, som torsdag aften har inviteret nordjyderne til et stort indbruds-arrangement i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Her skal blandt andet sikringseksperter og en tidligere indbrudstyv være med til at give gode råd om, hvordan man sikrer sit hus og sit kvarter mod indbrudstyve.
Et af de bedste og mest veldokumenterede værn mod tyvene er Nabohjælp og generelt opmærksomme borgere. Det kan hjælpe med både opklaring og forebyggelse, og er nok en af årsagerne til, at antallet af indbrud er faldende.
Så sent som i lørdags var opmærksomme naboer på en villavej i Hjørring med til at forhindre det, der lignede et indbrud undervejs. Allan Bandholm Thomsen opdagede en fremmed, ung mand, der cyklede rundt på villavejene og nærstuderede huse og postkasser.
- Man har jo hørt meget om, at tyvene mærker postkasserne, og jeg synes hans adfærd virkede meget mistænkelig, siger Allan Bandholm Thomsen, som efter mange år som butiksansat har udviklet et blik for tyve.
Der har tidligere været flere indbrud i kvarteret, og det har fået naboerne til at holde bedre øje med hinandens huse, selv om der ikke er et decideret naboværn eller organiseret nabohjælp.
I lørdagens episode har det muligvis afværget et indbrud. Allan Bandholm Thomsen råbte den unge mand an, og sammen med en genbo holdt han ham hen, indtil politiet dukkede op.
Manden bortforklarede sig med, at han bare ledte efter en ven, men han kom alligevel med til afhøring hos politiet. Han blev dog løsladt kort efter, da politiet ikke havde andet end en mistanke på ham.
Allan Bandholm Thomsen er sikker på, at det hjælper noget, når naboerne holder øje med hinanden. Og opdager han en anden gang noget mistænkeligt på villavejen, vil han ikke holde sig tilbage.
- Min kone siger, at jeg har en ret stærk retfærdighedssans. Folk skal ikke tage noget, der ikke er deres. I den her situation handlede jeg bare. Jeg tænkte slet ikke over det, siger han.