Fagforening rystet over sexdom

Den socialpædagog, der tirsdag blev dømt for seksuel omgang med en anbragt 15-årig pige, burde slet ikke have opholdt sig alene i et sommerhus med pigen. Det var helt uansvarligt lyder reaktionen fra socialpædagogernes fagforening.  

Mads Jensen er pædagog for to anbragte teenagepiger på Solhaven i Farsø. Hvis han blev bedt om at tage alene i sommerhus med en af dem, ville svaret var klart.

- Det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Det kommer aldrig til at ske, siger Mads Jensen.

En mandlig pædagog blev i går idømt 60 dages fængsel for seksuel omgang med en anbragt 15-årig pige, som han var alene med i et sommerhus på Læsø. Pigen siger at pædagogen tvang hende til oralsex, mens pædagogen nægter alt. Der var ingen tredjeperson, og det er uansvarligt siger socialpædagogernes formand.

- Det er ganske uordentligt. Det gør man simpelthen bare ikke, både af hensyn til pigen og pædagogen, siger Peter Kristensen, der er formand for Socialpædagogerne i Nordjylland.

Piger der er alene med en mand i et sommerhus har ingen vidner, hvis de skulle blive udsat for et overgreb. Og en mandlig pædagog har ingen, der kan bakke ham op, hvis han udsat for en falsk anklage om sexovergreb.

- Det er nødvendigt for pigens retssikkerhed at hun er i nogle trygge omgivelser og omvendt skal den mandlige pædagog kunne være sikker på, at han ikke bliver udsat for nogle anklager, der er grundløse, siger Peter Kristensen.

På Solhaven må ingen pædagoger tage alene i sommerhus med anbragte piger, og det er Mads Jensen glad for.

- Det vil jo være helt forfærdeligt at blive anklaget for overgreb og få det ry og den anklage på sig. Især, hvis det kommer i medierne. Ens karriere kan jo være slut og rent menneskeligt må det være utroligt hårdt, siger Mads Jensen.

Peter Kristensen siger at pædagoger ganske enkelt skal nægte at tage alene i sommerhus med teenagepiger.

- Sker det værste, at man ender i en sag, hvor der er anklager, uanset om det er begrundet eller ej, så har det bare så voldsomme konsekvenser for begge parter, så man skal sige nej, selvom det kan være svært, fordi man gerne vil beholde sit arbejde, siger Peter Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland