Faldende afgift giver flere luksusbiler på vejene

Antallet af solgte luksusbiler er steget siden registreringsafgiften faldt i november sidste år. På årets første fire måneder er der blevet solgt 167 flere luksusbiler end i samme periode sidste år.

Går du og drømmer om en ny bil i luksusklassen, så blev det i november billigere at gøre drømmen til virkelighed, da registreringsafgiften blev lavere. Og i løbet af årets første fire måneder er der blevet solgt 329 luksusbiler i modsætning til 162 luksusbiler i samme periode i 2015. Luksusbilerne er udvalgte modeller fra mærkerne Mercedes Benz, Jaguar, Porsche, BMW og Audi.

- Der er ingen tvivl om, at vi har travlt som aldrig før her i butikken. Premiumsegmentet, som vi bevæger os i, er steget 25 procent på årets første fire måneder, hvor resten af markedet er steget ni procent. Så man kan jo sige, at det er en stigning, der er højere end markedet ellers, siger Thomas Boddum, der er salgschef hos Bayern Autogroup Aalborg.

Der kan være flere årsager til stigning i antallet af solgte luksusbiler, men både forhandleren og AutoBranchen Danmark peger på, at den lavere afgift har en indvirkning.

- Det er et spørgsmål om pris. Det er den positive effekt man har haft ved ændringen af registreringsafgiften. Den slår også igennem på luksusbilsegmentet, siger Jens Brendstrup, direktør hos AutoBranchen Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland