Fatima fødte alene
Hvis ADH overlever som klub starter de næste sæson i damehåndbold ligaen med minus 2 point.
Faren var blevet nægtet visum
Fatima fra Aalborg fødte sit første barn i torsdags. Her på TV2Nord kunne vi før påske fortælle om hendes problemer med at få ægtemanden fra Kosovo til Danmark på et turistvisum, men få dage før fødslen fik parret afslag.
- Jeg er glad for min lille datter, men jeg er også lidt ked af det. Det var ikke rigtigt at føde sit første barn uden at have faderen med, siger Fatima Orlishta.
TV2Nord fortalte den 4. april, hvordan Fatima og hendes advokat gennem længere tid har ført en klagesag mod de danske myndigheder i forsøget på at få familiesammenføring til manden, Besim Mazreko. Efterhånden som fødslen nærmede sig, valgte parret i stedet for at søge om et almindeligt turistvisum til manden - i håbet om en hurtigere sagsbehandling, så han i det mindste kunne være med til fødslen. Det lykkedes heller ikke, så nu må Fatimas mand nøjes med at se billeder af datteren via internettet.
- Han er selvfølgelig glad for at se hende, men han ville så gerne have været her selv, da jeg skulle føde, siger Fatima Orlishta.
TV2Nord har i dag talt med Fatimas advokat, Hans Mogensen, der for tiden er på rejse i udlandet. Han vil tage sagen op i folketinget med de politiske ordførere, når han kommer hjem.
- Det er graverende, at manden ikke engang kunne komme til Danmark på et turistvisum for at opleve sit eget barns fødsel. Jeg har en kraftig fornemmelse af, at afslaget om et simpelt turistvisum skal dække over en meget langsommelig sagsbehandling. Det virker som en undskyldning, hvor de siger: "Se selv. Han fik jo ikke lov alligevel", siger Hans Mogensen.
Nu går advokaten efter at få en familiesammenføring til det nybagte forældrepar. Ifølge ham opfylder de betingelserne.
TV2Nord har tidligere forgæves forsøgt at få en kommentar fra Udlændingekontoret under Justitsministeriet.