FC Hjørring er reddet i 1. division
Foto: Torben Lykke Larsen
Karim Zaza viftede lidt for meget med sin strakte langfinger over for en tilskuer, og det fik han sendt alt for tidligt i bad, da FC Hjørring mødte Skive.
DBU's licensappeludvalg har fornyet FC Hjørrings licens til at spille i 1. division.
FC Hjørrings redningsaktion har båret frugt. DBU's licensappeludvalg har fornyet klubbens licens, og den bebudede tvangsnedrykning er derfor fortid.
- Det er jo fantastisk. Vi er alle sammen glade. Jeg er ovenud lykkelig. Nu skal jeg spille fodbold i et år mere. Det er det, jeg elsker, så det er en rigtig, rigtig god dag, siger Karim Zaza, der er målmand i FC Hjørring.
- Vi følte af vi nu endelig havde fået skabt et hold, der kunne spille med om midterplaceringerne og så lige pludselig, så fejer de gulvtæppet væk under os. Det var en rigtig hård melding, og det satte sig hos rigtigt mange spillere oppe hos os, fortsætter han.
DBU bebudede for 14 dage siden, at FC Hjørring ikke levede op til de økonomiske krav, der er i forbindelse med at have licens til at spille i 1. division. Derfor skulle klubben tvangsnedrykkes. En beslutning FC Hjørring ankede.
DBU skriver på sin hjemmeside, at FC Hjørring overfor licensappeludvalget har fortalt, at klubben har modtaget tilsagn fra nuværende sponsorer om gentegning af sponsorater, og at der er givet tilsagn om lånekapital til selskabet.
Med afgørelsen slutter FC Hjørring på en syvendeplads i 1. division.