Fem år med særlig iværksætterindsats skaber næsten 4000 job

Erhvervshus Nordjylland netop afsluttet en indsats, der siden 2015 har været målrettet iværksætter. En opgørelse viser, at der er skabt 96 nye vækstvirksomheder og 904 nye stillinger.

RETTELSE
Erhvervshus Nordjylland har efter udsendelsen af pressemeddelelsen trukket nogle af konklusionerne i rapporten tilbage. Heriblandt opgørelsen over, hvor mange nye virksomheder, der er blevet til på baggrund af projektet. Derudover er estimatet over antallet af nyskabte jobs justeret. Artiklen er opdateret.

Erhvervshus Nordjylland har siden 2001 haft en særlig indsats målrettet mod iværksættere, og nu er det seneste projekt - Nordjysk Newbizz - der har kørt i perioden 2015 til 2021 netop afsluttet.

- Nordjysk NewBizz er et godt eksempel på, hvordan vi med en målrettet indsats og en hel masse dedikerede iværksættere er nået i mål med at udvikle en lang række virksomheder, der forhåbentlig bliver til fremtidens store arbejdspladser og erhvervssucceser rundt om i Nordjylland, siger administrerende direktør i Erhvervshus Nordjylland Lars Erik Jønsson.

Indsatsen mod iværksætterne har bestået af fire faser fra spæd idé om at starte en virksomhed til at være så veletableret, at der kunne komme fokus på vækst. Undervejs er iværksætterne blevet tilbudt rådgivningssamtaler, iværksættercaféer og guidede mentorordninger.

- Den nordjyske iværksætterindsats vidner om samspillet mellem en regional iværksætterindsats og en meget tæt virksomhedsopfølgning fra de lokale erhvervskontorers side. Vi kan se, at indsatsen har ført til nye samarbejder og udviklingspartnere for virksomhederne, og derudover er mere end en tredjedel af deltagerne nået i mål med en optimering af deres produktions- og forretningsprocesser, siger Lars Erik Jønsson.

Sådan er det gået virksomhederne

2.738 iværksættere har deltaget i NewBizz-projektet. Heraf har 165 af dem deltaget i en særligt vækstrettet del.

De 165 særligt vækstrettede iværksættere forventer en øget omsætning på 1 million kroner om året. Iværksætterne forventer desuden, at deltagelsen vil skabe 904 nye jobs og resultere i en stigning i omsætningen på 4 milliarder kroner. Der er skabt 96 nye virksomheder blandt de 165 særligt vækstrettede iværksættere.

Målet for den særligt vækstrettede del var at skabe 32 nye virksomheder, 405 nye jobs og en samlet meromsætning på 222 millioner kroner.

De resterende 2.573 iværksættere forventer en øget omsætning på 460.000 kroner og skabelsen af 1,1 stillinger pr. virksomhed, hvilket svarer til 2.830 jobs. Her har det ikke været muligt at opgøre, hvor mange virksomheder der er blevet skabt.

Samlet set vurderer Erhvervshus Nordjylland, at der er skabt 3.734 jobs relateret til Nordjysk Newbizz.


Bag tallene: Det er virksomhederne selv, der via et spørgeskema har estimeret effekten af deltagelsen i NewBizz-projektet. Spørgeskemaerne er besvaret over en periode på flere år, og derfor er det forskelligt, hvad der allerede er realiseret, og hvad der er virksomhedernes forventninger til fremtiden. Erhvervshus Nordjylland vurderer, at 90 procent af besvarelserne ligger så langt tilbage, at virksomhedernes estimater er realiseret.

En vækstvirksomhed defineres i undersøgelsen som en virksomhed, der stiger med 20 procent i antallet af ansatte om året i minimum tre år.

Overgår fra nordjysk til national indsats

Indsatsen, der har kørt siden 2001, afsluttes ifølge Lars Erik Jønsson for nu, da der ikke længere er midler til at drive en regional indsats. I stedet indledes et samarbejde med de andre danske regioner i en national iværksætterindsats kaldet Iværksætter Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland